At navigere anerkendende i kaos

Nogen gange må man gøre op med sig selv, om man vil være den løftede pegefinger og irettesætter, eller om man vil forsøge at ændre en adfærd gennem egen adfærd samt vejledning. Det her en historie om det sidste: at sætte sig selv i spil og vejlede.

På et tidspunkt holdt jeg en kursusdag for en gruppe unge mænd, alle med indvandrerbaggrund, tidligere kriminelle samt en fortid som bandemedlemmer. Stort set alle dømt uden for pædagogisk og psykologisk rækkevidde. Der var sat fokus på det at være positiv rollemodel med afsæt i personlig udvikling. De deltager frivilligt og ulønnet.

Jeg havde haft mulighed for at være sammen med dem nogle gange, og havde efterhånden fundet ud af, at udbyttet samt engagementet for deltagernes vedkommende afhang af min måde at være på, min måde at formidle på samt min tilgang til dem, og som på alle måder skulle signalere ligeværdighed og  især respekt .

Jeg oplevede en gruppe, der stort set hele deres skoletid havde været sat udenfor fællesskabet eller mandsopdækket, som efterhånden meldte sig mere og mere ind i kurset gennem deres aktive deltagelse, møde op til tiden, samt i det hele taget at møde op.

At være troværdig og autentisk

Jeg var mig fra starten meget bevidst om, at intet var, som det plejede at være som  underviser set i relation til de grupper, jeg normalt har erfaringer med. Og det blev jeg gang på gang bekræftet i undervejs. Jeg vidste, at jeg skulle acceptere at enkelte af deltageren havde behov for at forlade lokalet i løbet af undervisningen. Det handlede om, at de på det tidspunkt ikke kunne rumme mere, eller det var tiden at bede. De kom dog altid tilbage og deltog aktivt efterfølgende. Efterhånden blev de bedre og bedre til at være længere og længere tid i kursuslokalet og være aktivt deltagende.

Jeg var klar over, at her gjaldt andre gruppenormer, uden at jeg præcis kunne sige hvilke. Jeg vidste bare, at jeg hele tiden skulle være nærværende, lade være med at tage noget for givet, være særdeles meget lyttende og stille opklarende de lige her og nu aktuelle situationer, på den måde kunne jeg hele tiden navigere. Mit udgangspunkt var, at det ligeså meget var mig, der var eleven, som jeg var underviseren.

Jeg valgte at lade det komme klart til  udtryk, når jeg var usikker i forbindelse med, hvad jeg kunne sige, når vi debatterede, og spørge ind til om det var ok at stille det og det spørgsmål. Det var utroligt at opleve, hvordan de unge mænd tog imod lige netop den facon, og høre samt mærke deres respons på en meget respektfuld måde.

Det handlede så meget om at være troværdig og autentisk, for at kunne opbygge en respektfyldt relation til de unge mænd. Jeg lærte vigtigheden af at stille rigtig mange undrende, nysgerrige og opklarende spørgsmål, fordi jeg vidste intet om at være indvandrer, kriminel, bandemedlem, samt med afsæt  i islam. Og det fortalte jeg dem. Jeg fortalte dem så til gengæld, hvad jeg havde af erfaringer som menneske, samt nok  især mine udfordringer gennem livet.

Mit budskab var: “Hvordan kan vi i fællesskab berige hinanden med hver vores erfaringer fra livet!”

Tag en time out og skab ro

Jeg lærte vigtigheden af at være vejledende kommunikerende, ud fra hvilke behov jeg havde for at kunne være den bedste underviser og dermed sikre dem det bedste udbytte af kursusdagene.

På et tidspunkt oplevede jeg stor uro og uenighed blandt deltagerne, mens jeg var ved at lave et oplæg. Jeg måtte i den aktuelle situation opgive at komme igennem. Jeg valgte at lave en timeout – en pause for lige at give mig selv mulighed for at komme på en strategi for, hvordan jeg kunne skabe rum, mens jeg var på. Da vi kom tilbage efter pausen, sagde jeg følgende: “Når jeg laver oplæg, har jeg brug for at komme i flow, fordi det er der, jeg er bedst i kontakt med det, jeg skal formidle til jer. Jeg bliver forstyrret af  jeres mundhuggeri og har brug  for at I stopper det, mens jeg taler, så jeg kan bevare kontakten med det, der er vigtigt”. Så gav det ro, og jeg fik genetableret kontakten.

Vær beslutsom og stimuler “tag hensyn”

På den her konkrete kursusdag, som jeg  har valgt at skrive om,  havde jeg medbragt en kasse med forskellige ting til aktiviteter, og i kassen var der bla. små børnebolde, printede med nydelige billeder, luftfyldte, og de virkede ret så harmløse. På et tidspunkt i løbet dagen får et par af de unge mænd øje på boldene i kassen, og begynder at smide dem efter hinanden i kursuslokalet. Det er sådan, at når de får noget i hænderne og begynder at smide med det, tilsat deres humor og begejstring, så foregår det uden sans for omgivelserne, og med utrolig voldsom kraft. De har det sjovt på en meget voldsom måde. Sådan går det også med boldene, der er forvandlet fra at være små og uskyldige ting til  nærmest at være projektiler, der bliver “skudt” igennem kursuslokalet med pc´er og projektor, med glas og vandkarafler, billeder, og en kursusleder der virkelig får stress af at være i samme lokale.

Jeg oplever det, som meget ubehageligt, og jeg tænker, hvordan jeg får det stoppet, inden der sker skade på mennesker eller ting. Jeg ved af erfaring, at det ikke nytter noget at bede dem om at holde op, eller appellere til at der er noget, der kan gå i stykker osv. Den indgang virker ganske enkelt ikke.

Jeg gør noget andet. Jeg bringer mig selv i spil. Jeg stiller mig ud midt på gulvet, signalerer med mit kropssprog og mimik, at jeg er stresset, finder det ubehageligt, og siger højt ud i lokalet: “Jeg får stress af det her!” Ikke andet. Øjeblikkelig og jeg mener virkelig øjeblikkelig, blev boldskydningen indstillet under stor latter og morskab mellem de implicerede parter. De havde haft det sjovt, og det fik de lov til at bevare uden min løftede pegefinger.

Med min adfærd synliggør jeg konsekvensen af deres handling og stimulerer deres “tag hensyn til andre mennesker”, uden at sige det direkte, fordi de ved godt, hvordan man tager hensyn til andre. Det de ikke ved er, hvornår de er for meget. Det har de brug for, er en (k)ærlig og beslutsom vejledning.

At have noget værdifuldt at give andre mennesker

En af de unge mænd havde inviteret en gæst med på denne kursusdag, uden  at jeg på forhånd var informeret om det. Når man arbejder med sådan en gruppe, så  er der rigtig meget man ikke på forhånd ved, ganske enkelt fordi man ikke kan forudsige, hvilke inspirationer de pludselig kommer i tanke om at berige kurset med. Det er så til gengæld det, der gør det positivt udfordrende at arbejde med dem! Fordi intentionerne er ok!

Jeg  hilser på og byder gæsten velkommen, fordi når han er inviteret, så må der være en mening med det. Så kan det godt være, at jeg skal bede dem om en anden gang at lade være med at invitere gæster, for nu ved jeg jo, at det kan ske.  I situationen vælger jeg, at vi får det bedst mulige ud af, at der er en gæst til stede.

I det her tilfælde drejede det sig om en mand i midten af 30´erne. Han var tidligere medlem af en rivaliserende bande til de unge mænd, og han havde ligesom deltagerne på kurset forladt miljøet, og var i gang med at forsøge at få sig et liv baseret på uddannelse og arbejde.

På et tidspunkt er deltagerne ret så meget ukoncentrerede og ikke mindst vores gæst. Jeg tænker, at det ikke nytter noget at appellere til ham om at være lidt mere moden, så jeg accepterer støjen og uroen, bliver i mig selv og lokalet, og kan pludselig mærke  og høre  min indre stemme fortælle, hvordan jeg skal tackle situationen, så jeg kan bevare respekten for både ham, de øvrige  og mig selv. Det er utrolig vigtigt at være bevidst om respekt i gruppen, og ikke mindst at det handler om for dem ikke at tabe ansigt, og det samme gør sig gældende for mig. Jeg går hen til ham, rører ved hans skulder for at signalere, at jeg vil i kontakt med ham, og siger så stille og roligt uden at de øvrige deltagere kan høre det: “Du har så meget værdifuldt at give de unge mænd her i dag! Jeg vil gerne have, at du går noget mere på banen! ”

Han vendte som på en tallerken, jeg kunne få skabt kontakt til holdet med en kommentar samt et spørgsmål, og så gik han engageret på banen. Og jeg skal love for, at han bidrog med erfaringer fra sit liv og sin måde at have forladt bandemiljøet på. Det skabte en fantastisk og engageret debat, om det at have været kriminel og ikke mindst hvor svært det er at bryde den kriminelle tankegang som ligger til grund for den kriminelle handling.

Som gæsten sagde:”En gang kriminel, kriminel tankegang resten af livet! Og det skal du fortsætte med at arbejde med altid!”

At navigere anerkendende i kaos

Det er utrolig spændende at være underviser for sådan en gruppe. Jeg ved aldrig, hvad der møder mig, jeg ved aldrig, hvad vi når, og jeg ved aldrig, hvordan vi kommer derhen hvor vi ender på dagen.

Jeg ved bare, at det er min tilgang til deltagerne og mig selv, der er omdrejningspunktet på kursusdagen, og at det er nødvendigt at udvikle samt have tillid til evnen til at navigere anerkendende i kaos. Jeg er vil  med det 🙂

Her er hvad du kan gøre i en lignende situation:

1. Du skal VILLE arbejde med den målgruppe, du har med at gøre. Det er helt og aldeles afgørende for hele dit fundament!
2. Bliv i dig selv så du hele tiden har kontakt til din indre stemme også kaldet intuition – hvad siger den. For at du kan høre den, kræver det, at du giver dig selv ro og accepterer situationer, som du normalt ikke møder. Det betyder time out, og det betyder også, at du lader de for dig ubehagelige ting køre nogle sekunder længere end normalt, for at undlade at kommunikere ubehageligt.
3. Kommuniker vejledende – dvs. bliv på egen banehalvdel når du kommunikerer! Sig “jeg vil gerne have” eller “jeg har brug for” frem for “du skal!” og “I skal!” Ved den sidste måde at kommunikerer på, forlader du din egen banehalvdel og går over på den andens, og det er aldrig velkommen! Det er den sikreste måde at stoppe al ligeværdig kommunikation på.
4. Sæt dig selv i spil – dvs. kommuniker egne behov verbalt og vis bevidst samt tydeligt kropssprog, frem for verbal krav som skaber medfølgende uhensigtsmæssig adfærd og kropssprog om ændring af adfærd. De kan se dig! Dermed fortæller du, at du accepterer intentionerne bag adfærden bare ikke selve adfærden, som er forstyrrende eller ubehagelig.
5. Stil mange opklarende spørgsmål – det er svarene, du skal navigere efter. Det er her, du får bygget bro mellem deltagernes opfattelse af verden og din egen.
6. Giv noget af dig selv – dvs. fortæl om personlige oplevelser som historier  fra dit liv der kan relatere uden at blive privat. Det er her du viser dig som menneske og ikke en repræsentant for en anden kultur.
7. Alle mennesker har ressourcer, styrker og værdier – din opgave består i gennem din måde at tænke, føle og handle på at få den anden til at få den følelse samt oplevelse.
8. Føl dig dybt taknemmelig over at have sådan en opgave og at blive lukket ind.
9. Hver gang du er sammen med sådan en gruppe, så lærer du noget værdifuldt om andre mennesker, og især fra dem du normalt kun læser om.
10. Hold hovedet højt, hjertet varmt og en tå på jorden og tilsæt et stort stænk humor – også over dig selv 🙂

Søren Kierkegaard: “At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv.”

---

Giv dit bud på hvad du får ud af at læse indlægget:

Hvordan navigerer du anerkendende i kaos?

Hvordan bliver du inspireret til at udvikle din praksis når du er i kaos?

Andet?