Når jeg er ude i personalegrupper, oplever jeg ofte, at medarbejderne har meget fokus på det, der ikke virker, og det der ikke lykkes. Det har den konsekvens, at de ofte føler afmagt og får en følelse af, at de ikke lykkes og derigennem ikke er gode nok til deres job.
Derfor arbejder vi stort set altid med RessourceDetektivens styrkekort, som tager udgangspunkt i en god historie. En god historie starter altid med en udfordring, hvor udfordringen løses, og det ender godt, kan man sige. I den forbindelse er opgaven dels for medarbejderen selv men også for kollegerne at få afdækket, hvilke styrker medarbejderen brugte, for at få udfordringen til at lykkes.
Derfor hører jeg rigtig mange herlige historier, om indsatser der lykkes, og det vidner denne lille historie om.
Når man gør noget, man ikke plejer at gøre, får man en reaktion, man ikke plejer at få.
En medarbejder i en børnehave fortalte om en dreng, Viggo, der meget ofte stak af, når de skulle hjem fra en tur i skoven. Denne dag var heller ikke anderledes. Børnene blev kaldt sammen, som de plejede, fordi de skulle hjem, og Viggo gjorde, som han plejede – stak af. Medarbejderen tænkte, at hun kunne jo gøre, som hun plejede enten skælde ud eller lokke. Det plejede heller ikke at hjælpe. Normalt skulle hun ud at lede efter ham, og nogle gange have ham fysisk i hånden for at få ham med.
Hun trak vejret dybt og lod intuitionen tale. Hun fik nu alle børnene med på at råbe “Kom så Viggo – vi elsker dig!” Og da det skete, oplevede hun, at Viggo stak hovedet ud fra sit skjulested, og som hun sagde, så han meget undrende og overrasket ud. Han blev dog stående synligt fremme, måske fordi han skulle overbevises, om det virkelig kunne passe med så meget positiv og kærlig energi.
Medarbejderen fik igen børnene til at kalde “Kom så Viggo – vi elsker dig!” og denne gang endnu højere. Og nu kom Viggo løbende, glad og smilende, og han blev modtaget glad og smilende af de andre børn og også af medarbejderen.
Når et barn mødes med kærlighed og glæde, får det følelsen af at være elsket, at være velkommen og at høre til. Så lidt skal der til for at ændre en adfærd.
Disse styrker var i spil
Styrkerne som medarbejderen fik afdækket var bl.a. styrken Spiritualitet, fordi hun lod intuitionen tale, styrken Samarbejde fordi hun fik børnene med, styrken Vedholdende fordi hun ikke gav op, og styrken Nærvær for kærligheden i budskabet.