Et forældrepar kom cyklende med deres dreng på ca. 5 år. Forældrene cyklede på vejen og drengen på fortovet. Pludselig kører drengen ud over den høje kantsten og ned på vejen, med det resultat at han var ved at vælte og alle tre må stoppe op. Den ene forældre “himlede” med øjnene, kneb munden str
amt sammen, og signalerede med kropssproget at vedkommende var utilfreds.
Drengens øjne og kropssprog signalerede angst og usikkerhed.
Den anden forælder sagde stille og roligt til drengen: “Næste gang du skal køre ned fra fortovet, så bruger du en af nedkørslerne”, samtidig pegede vedkommende på en nedkørsel.
Drengens øjne og kropssprog signalerede nu ro.
Vejleder du og giver barnet mulighed for at få en følelse at at være ok? Eller formidler du med kropssprog og mimik, at en handling er tåbelig og idiotisk, og dermed giver barnet mulighed for at få en negativ opfattelse af sig selv.
Valget er dit….opfattelsen og dermed konsekvensen af dit valg er barnets.
Kom med dine eksempler på hvor du vejleder 🙂
Skrevet af Hanne Aalling Risager
Tema: anerkendende pædagogik
Jeg har kigget på personbeskrivelserne i forhold til det at være kostvejleder.
Så med mine kostvejleder “øjne” kunne det tænkes flere indgangporte til løsning af problemer her.
Når jeg ser på den 1. forældre som viser utilfredshed – dog uden at skælde ud verbalt – tænker jeg på at vedkommende kan blive opfarende og mangler tålmodighed. Ved det problem kan man rent kostmæssig se på om man får nok af de sunde fedtstoffer, som Omega 3 og 6 fedtsyrer! De er med til at berolige vores mange millioner af celler. Der kan også tænkes på blodsukker ubalance. Mangel på væske og mad. Mangel på vitaminer og mineraler til at afbalancere krop og psyke.
Den 2. forældre er mere rolig – måske personen spiser mange grønsager, fisk, nødder, kerner og altså får Omega 3 og 6 fedtsyrer!
Måske er personen mere i balance med sig og sin krop.
Hej Edda 🙂
Det var da en herlig vinkel du her beriger indlægget med.
Jeg synes det er utrolig interessant, som du beskriver det, at vores adfærd og kost spiller sammen. Det giver da lidt stof til eftertanke!
TAK for indlægget.
Mange varme hilsner Hanne
Illustrativt eksempel. Tak Hanne – Ja det gælder om lige at stoppe op og tænke inden man taler og kigge på barnet, se dets bekymring, gå over på dets banehalvdel og sætte sig i barnets situation og forstå dets følelser – så bliver det nemmere at vejlede/guide i stedet for at slå oven i hovedet. Tæl til 10 inden du taler er godt og find dit eget indre barn frem så bliver det måske nemmere at være empatisk
Ja, Mette – og det tager ikke mange sekunder at stoppe op og tælle til 10….og går man hen og forløber sig og der registrerer barnets reaktion på “forløbelsen” så kan man nå at tage ansvar for den, undskylde og derefter tage det fra den positive og opbyggende vinkel. Det er noget børn kan bruge til rigtig meget 🙂
En specialklasse- elev i ny 10.kl. beklager sig over larm i klassen, hvor hun så ikke kan læse. Smider papiret hen over bordet – jeg spørger til hende og fortæller at hun har mulighed for at gå ud på gangen en anden gang og læse. Hvis det er ok? Og det tog hun imod
Kære Edda 🙂
Dejlig historie. TAK for din inspiration.