Jeg har lyst til at dele en historie.
I november måned 2018, afsluttede jeg modul 4, på uddannelsen til ressourcedetektiv. Temaet for modul 3 og 4, er: Kommunikation kan udtrykkes på mange måder.
Nogle af de redskaber vi var meget optagede af på modulerne var naturligvis vores mange styrker, samt de 3 zoner. Adfærd og kommunikation afspejler hvilken zone du er i.
De 3 zoner er:
- Grøn Zone: Komfortzone
- Gul Zone: Lærings- og udviklingszone
- Rød Zone: Fare- og panikzone
Under én af øvelserne, skulle vi prøve at gå de tre zoner. Det vil sige, vi i samspil med en anden kursist, skulle fortælle om en eller flere situationer, der kunne få os udi de tre zoner. Mens vi befandt os i zonerne, skulle vi sætte ord på de følelser der dukkede op undervejs.
Jeg vidste straks, hvad der i særdeleshed påvirkede mig, – nemlig mit forhold til min datter. Jeg havde svært ved at tolke og forstå en vis form for ”lige-glad-hed” eller andre gange vrede, hun kunne udvise når jeg forsøgte at få en dialog med hende.
Som den ”store pædagog” jeg nu er, var jeg meget bevidst om min tilgang til hende. Ingen skældud. Ingen bebrejdelse. Ingen tvang. Men alligevel stødte jeg gang på gang, panden mod en mur. Ingen respons. Jeg følte mig i dén grad frustreret.
Hav tillid
Da min medkursist bad mig om at sætte ord på de følelser der dukkede op undervejs i mine fortællinger, blev jeg tavs. Eller, det vil sige, min fornuft og viden vidste hvilken zone jeg BURDE være i og hvilke følelser jeg BURDE have, men mine følelser forblev i ”grå-zonen”. Jeg havde intet problem med at sætte ord på de følelser min datter havde, eller hvilke zoner min datter befandt sig i, men for mig selv, var der nærmest ingenting. Det gik op for mig, jeg konstant befandt mig i Gul Zone (Lærings- og udviklingszonen) og derindefra holdte jeg Grøn OG Rød zone væk fra ”kroppen”. Jeg tillod ikke mig selv at være i dem, da jeg kun havde fokus på min datter. Det vil sige, jeg nærmest ”kvalte” hende, med denne opmærksomhed og higen efter, HUN skulle sætte ord på hvad hun tænkte og følte.
Pludselig blev det mere tydeligt end nogensinde før, vigtigheden af, at stå ved egne følelser samt reaktioner- og for mit vedkommende, i særdeleshed i samspil med min datter.
Jeg begyndte i tiden her efter at sætte ord på hvordan jeg havde det, hvad jeg tænkte og hvad jeg følte. I begyndelsen udviste min datter ikke den store interesse, men alligevel lagde jeg mærke til, hun begyndte at observere mig mere end hidtil. Som tiden gik, begyndte hun at stille spørgsmål som; ”Mor, – kender du det at man godt kan få en følelse af at være ligeglad over for nogle ting, som man tidligere blev begejstret eller trist over?”
Dette lagde op til nogle vildt inspirerende snakke, som samtidig tvang mig til at sætte fokus på situationer og følelser jeg ikke tidligere havde tænkt over.
Jeg stoppede med at spørge min datter ud, om eksempelvis weekends hos far. Jeg fortalte mig selv, at det var okay og at jeg skulle have tillid til, at min datter ville komme og snakke, hvis hun havde behov for det. Alene disse ”snakke” med mig selv, bragte mig udi de forskellige zoner- Rød, Gul og Grøn, for hvad nu hvis..? Samtidig spurgte jeg mig selv: ”Kan du gøre noget ved det?” Svaret kom prompte: ”Ja, hvis du lader tiden gå sin gang”. ”Hav tillid”
Med fokus på mig selv, egne følelser og reaktioner, samt kunsten at sige det højt er det blevet nemmere, ikke bare for mig, men også for min datter. Hun har flere gange sagt; ”Mor, jeg har bare brug for du lytter lige nu”. Eller; ”Mor, jeg er bare så glad. Jeg kan mærke begejstringen sprutter indeni mig”. Eller; ”Jeg kan mærke jeg er ved at blive lidt ked af det, jeg trænger til et knus”.
Ikke alene er jeg/vi blevet bedre til at sætte ord på vore følelser, men også fortællingerne fra min datters side er blevet stærkere. Hun taler nu mere fra hjertet. Hun har sågar sagt direkte; ”Mor jeg var bange for at gøre dig ked af det, men nu ved jeg det mest var mig selv der var ked af det”.
De forgangne år har været noget af en rejse. En rejse i følelsernes univers. Jeg er meget bevidst om, hvor meget min datter i særdeleshed har været ”trykket” i disse år, men det er ikke noget vi har talt meget om. Vi har kun brugt udtryk som; ”Det var en dum tid”, eller; ”Godt at vi flyttede”, og lignende.
Jeg var bange
En aften, sad min datter og jeg i køkkenet efter aftensmad. Normalt går vi i stuen og slapper af, men denne aften blev vi siddende. Vi snakkede en smule om skolen, venner og veninder, alt og intet og pludselig siger min datter; ”Mor, ved du egentlig godt hvordan jeg havde det i den tid hvor….?” – (tiden hvor jeg var sygemeldt og havde mindre styr på mit liv).
Ordene væltede ud af hende. Hun beskrev sine følelser og de tanker hun havde gjort sig. Hun fortalte om personer der havde været i vores liv, som hun havde været utryg hos og lignende. Jeg sagde ikke noget, men holdt øjenkontakten med hende og nikkede bekræftende. Der var ingen ”klandring” fra hendes side, blot konstateringer om hvordan hun havde haft det. ”Jeg var bange”, ”Jeg følte mig alene”, ”Jeg var ulykkelig”, ”Det gjorde ondt”, ”Jeg ville ikke være der”- alt sammen følelser jeg i højeste grad havde forsøgt at omdirigere hende fra, da jeg selv var rædselsslagen for selv samme følelser. Når hun var ved at løbe tør for ord, stillede jeg enkle hv-spørgsmål, som hun besvarede uden at tøve.
Sluttelig satte hun sig på mit skød, vi græd lidt sammen og med ét sagde min datter: ”Jeg vil gerne give dig en styrke. Styrken TILGIVELSE,- tiden er inde til at du tilgiver dig selv Mor”.
It´s not only children who grow. Parents do too. As much as we watch to see what our children do with their lives, they are watching us to see what we do with ours. I can´t tell my children to reach for the sun. All I can do is reach for it, myself.
– Joyce Maynard
