I 2011 blev jeg udredt på psykiatrien (DPC) i Augustenborg. Jeg havde gennemgået flere samtaler med behandler, samt gennemført flere tests, der alle tydede på det samme; ADHD.
På en screening, de kaldte for DIVA (Diagnostisch Interview Voor Adhd), scorede jeg så at sige TOP karakter. Dvs. jeg passede ind i ADHD skalaen med hele 97%.
Som før beskrevet følte jeg mig lettet efter diagnosticeringen. Jeg havde en oplevelse af hele mit, (ofte kaotiske) liv pludselig gav mening. Men samtidig havde jeg et behov for at finde yderligere svar. Svar der viste, at jeg et helt liv igennem havde ”overlevet” en ubehandlet ADHD.
Til al held havde jeg fra barns ben, skrevet dagbog og eftersom jeg for nylig var flyttet i hus med min daværende kæreste, vidste jeg hvor dagbøgerne lå. Èn af dagbøgerne skrev jeg i 1992, – på det tidspunkt var jeg 10 år gammel.
Jeg skal da lige love for, jeg fik åbnet op for et univers jeg ”lykkelig” havde glemt. På dette tidspunkt, havde jeg en oplevelse af, jeg absolut ingen erindring havde om min egen barndom. Men som jeg bladrede siderne igennem, dukkede der alligevel nogle minder frem. Blandt andet et hav af digte jeg havde skrevet i al hemmelighed til drengene fra klassen . Eller beskrivelsen af en mega sej rockblomst jeg fik i julegave. Eller om dengang, min far havde skældt vores gamle hund ud og hvordan jeg efterfølgende kravlede op i hundekurven til den, for at trøste den. Eller om dengang min bedstemor slog en edderkop ihjel for øjnene af mig og jeg grædende fik råbt: ”EDDERKOPPE MORDER” efter hende,- Velvidende at jeg var rædselsslagen for de små kryb og min bedstemor blot forsøgte at ”redde” mig.
Men noget der gang på gang faldt mig i øjnene, var ordene: Smil til verden og verden smiler til dig!
På flere sider havde jeg skrevet disse ord med sirlige bogstaver og små tegninger. På en af de første sider havde jeg skrevet noget der mest af alt lignede et digt:
Smil til verden,
Så ingen kan se,
Så ingen kan se dine tårer.
Tårer der falder på min kind og sårer.
Smil til verden,
Så ingen kan se,
Så ingen kan se dine tårer.
SMIL OG VÆR GLAD, så ser ingen hvordan du virkelig har det.
En knugende fornemmelse i maven
I min dagbog fandt jeg ikke mange historier der berettede om den ulykkelige pige, der havde skrevet dette digt. Men alligevel var den knugende fornemmelse i maven efter at have læst ordene velkendt. Jeg husker ikke at have skrevet disse ord, men jeg husker følelserne. Jeg husker en smerte, som jeg ikke kunne sætte ord på. Jeg husker, den førnævnte knugende fornemmelse i maven.
Med ét huskede jeg også, hvordan jeg som barn ofte følte mig fanget i følelser- følelser jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere eller blive fri for. Jeg husker hvordan jeg det ene øjeblik kunne græde hjerteskærende, for det næste øjeblik pludselig at bryde udi grineflip. Et scenario mine forældre og søskende naturligvis var uforstående overfor.
Da jeg var 17 år gammel, boede jeg et års tid i Monza i Italien, i den tid skrev jeg ligeledes dagbog. Her er et afsnit fra denne;
”Det er svært at være den smilende hele tiden, men hvis jeg vil blive her, er jeg nød til det. Kære dagbog, jeg ville gerne fortælle dig det hele- grunden til mine depressioner. Men jeg er ikke engang sikker, men jeg tror grunden er den: Det er svært at være den smilende, hele tiden”.
I mine dagbøger, fandt jeg flere eksempler på hvordan jeg havde brugt smil og humor, for at undgå konflikter og eller følelser jeg ikke ønskede at have. En selvlært overlevelsesstrategi som jeg stadig den dag i dag ind imellem ”hilser” på. Til forskel fra tidligere og nu er dog, at jeg er blevet meget bevidst om jeg IKKE skal undgå de følelser der nu en gang opstår. Kunsten er netop at tage den opståede følelse ind, også selvom det kan gøre ondt. Også selvom det kan betyde, at jeg kommer udi eller befinder mig i rød zone (Fare og Panik zonen).
Tillad dig selv, at mærke livet til fulde
Min opfordring er;
Bliv GAL når følelsen opstår.
Bliv KED AF DET og græd, om nødvendigt (Tårer healer).
Bliv GLAD.
Bliv SUR.
Bliv RASENDE.
Vær LYKKELIG.
Tillad dig selv at mærke livet til fulde!
Jeg er meget betaget af Pixar filmen,” Inderst Inde”. Denne film omhandler netop vores følelser og vigtigheden af at anerkende samtlige af dem, lige fra glæde, lede, vrede, tristhed og angst. Hver og en følelse er en del af os.
I det øjeblik vi forsøger at nedtone, eller destruere om man vil, en reel følelse, underkender vi os selv, dvs. det modsatte af anerkende.
Allerede som barn forsøgte jeg ihærdigt at nedbryde følelser som vrede, ked-af-det-hed og lignende, hvilket resulterede i, jeg blev en omvandrende ”tikkende bombe”. Jeg blev selvdestruktiv. Jeg afskyede mig selv. Jeg ønskede ikke at være den jeg ER.
Hvad værre var, – min konstante flugt fra mine oprigtige følelser blev til en indgroet angst. En angst for netop vrede og ked-af-det-hed. Da min datter var yngre og jeg selv ikke var blevet bevidst om min egen flugt, forsøgte jeg med alt hvad jeg havde i mig, at undgå at også hun skulle få disse følelser. Det vil sige, så snart hun gjorde optakt til den mindste form for utilfredshed omdirigerede jeg hende. Fik hende væk fra de ”grimme, forfærdelige følelser”, med det resultat, jo mere jeg omdirigerede, jo mere ked-af-det og vred blev hun. Det var en skrue uden ende.
I dag er hun heldigvis verdensmester i at vise sine følelser og hurra for det. Hun er nu teenager, og jeg skal da lige love for, både hun og jeg får ”danset” på vores følelsesspektre og hvilken befrielse det er.
