Der er mange måder at arbejde sammen på i en personalegruppe.
Når jeg kommer ud i medarbejdergrupper, oplever jeg ofte, at der bliver sagt: ”Der er plads til forskelligheder, og forskellighederne er vores styrke!”
Det er jo et fantastisk godt udgangspunkt, og der ligger en rigtig god intention bag.
Virkeligheden på handleplan og i praksis er ofte en anden. Når forskellighederne sætter ind, udvikler det sig ofte til at være en magtkamp om, hvem der har mest ret, hvem der er bedst til at argumentere, og hvem, der i det hele taget siger noget, eller råber højest.
I situationen sker der noget forskelligt i de forskellige deltagere. Nogen bliver mest optaget af, hvad de selv vil sige, fremfor at lytte og stille opklarende og uddybende spørgsmål. Andre har brug for at sidde lidt i ro og stilhed og reflektere lidt over tingene. Andre igen bliver måske grebet af en begejstring og kan slet ikke tie stille, og nogen bliver måske irriterede over andres kommentarer. Der sker mange ting i processen omkring at rumme forskelligheder.
At arbejde med en case
En aften i en medarbejdergruppe var det netop temaet for aftenen – det at kunne rumme forskelligheder og være i en dialog omkring den daglige praksis.
Jeg havde udarbejdet en case, som medarbejderne skulle drøfte i deres forskellige grupper. Inden de blev sendt ud i gruppearbejde, havde jeg lavet et oplæg omkring det at arbejde med forskelligheder. Jeg startede med at forklare, at man kan sammenligne det at arbejde med forskellige observationer med en boksekamp. I hvert ringhjørne er der sat et videokamera op, og hvert kamera optager den samme kamp men med forskellige vinkler på. Hvert kamera har sin gyldighed! Opgaven bliver nu at få alle fire kameraer til at se og høre hinandens vinkler og gyldigheder. Nogen gange skal man lige huske også at høre den eller dem, der er i ringen. Deres oplevelse har lige så stor gyldighed, især når det gælder børn.
Forskelligheder giver et stort samlet billede
Jeg giver medarbejderne instruktion om, at deres observationer og valg af styrker ikke står til debat. Det handler om, at hver især oplever noget forskelligt, og den forskellighed skal vi have samlet til et stort billede af det, der foregår inde i ringen. Min erfaring er, at når et tema drøftes, bruges der alt for meget energi på at drøfte enighed og uenighed, så debatten mere kommer til at handle om at have ret eller ikke ret. En magtkamp om, hvem der har mest ret, og det får de, der råber højest, de der argumenterer bedst, eller de der med kropssprog eller mimik på en uhensigtsmæssig måde fortæller, at de er absolut uenige med kollegerne, og at de selv har mest ret. Konsekvensen af den adfærd i medarbejdergruppen er, at de dyrebare informationer helt forsvinder, ingen hører, hvad hinanden siger, og man er mere optaget af, hvad man selv vil sige.
Min erfaring er, at når mennesker i sådan en situation får at vide, at det er forbudt at udtrykke uenighed, at deres observationer og oplevelser hver især står til troende og har gyldighed, sker der noget positivt i gruppen. Alle lytter til hinanden, fordi det nu ikke længere er nødvendigt at være i forsvarsposition i forhold til det, der gives udtryk for. Forbuddet rykker også på rollerne i medarbejdergruppen. De, der ofte ikke siger så meget eller stort set intet siger, kommer også til orde. Hver enkelt medarbejders behov får plads, ro, tid og rum, så de kan omsættes konstruktivt og positivt.
Nu er der også plads til mig
Efter oplægget og tegningen spørger jeg ud i medarbejdergruppen, hvad de oplever i forbindelse med oplægget. Og da er det, at en af medarbejderne spontant udbryder: ”Pludselig er rummet blevet meget større!”
”Hvad mener du med det?” spurgte jeg vedkommende.
”Nu er der også plads til mig!”
Efter gruppearbejdet fik hver gruppe nu til opgave at fremlægge, hvilke tanker og refleksioner der var dukket op for dem undervejs i udvekslingen af tanker og ideer i forhold til casens problematik. Hver gruppe havde mange forskellige vinkler på, og hver gruppe blev bedt om som afslutning på deres fremlæggelse at fremhæve tre væsentlige elementer fra arbejdet, som havde gjort størst indtryk. De tre elementer blev alle noteret op på en tavle, så man til sidst, når alle grupper havde fremlagt, visuelt kunne få et overblik over, hvad gruppearbejdet havde givet.
Det var utrolig herligt at opleve medarbejdernes positive reaktioner på alle de konstruktive og positive og alligevel forskelligartede forslag, der var kommet frem under gruppearbejdet, og som nu synligt visuelt stod på tavlen. Det havde de ikke oplevet før.
Det er berigende at arbejde med forskelligheder, fordi det netop er gennem indsigten i forskelligheden at verden åbner sig op, og hvor det giver indblik i, at tingene kan se meget anderledes ud, afhængig af hvilke øjne der ser. Det er her inspirationen bor, det er her glæden bor, og det er her lysten til at give og modtage bor, netop fordi rummet bliver større – der bliver plads til alle.
Ressourcedetektivens TIPS:
Alle kameraers observationer har gyldighed – oversat kan man sige at alle betragtninger omkring en case har gyldighed
Det handler mere om at se og høre end om at tale – gennem det kommer forståelsen
Giv slip på synsninger, som ofte er præget af bedrevidenhed, fordomme og manglende indsigter
Forskellighed handler om at få indsigt i forskelligheden og når den får lov til at komme til udtryk bliver den berigende
Stil uddybende og opklarende hv-spørgsmål
Giv plads til at reflektere i ro og stilhed – det er i stilheden man kan høre
