P-Huset har 10 års jubilæum

Jeg står med armene i vejret! P-Huset har 10 års jubilæum. Wauw!

Jeg er utrolig glad – tænk sig at jeg har nået 10 år, og hvis de næste 10 år bliver lige så spændende, så tør jeg slet ikke tænke på, hvor det hele ender.

Det har været en fantastisk rejse, og hvor har jeg mødt mange spændende mennesker undervejs på min tur, som har bidraget til at P-Huset og jeg har kunnet bevæge ”os” på turene op og ned og op igen uden helt at miste modet. Turene har bidraget til at P-Huset og jeg står utrolig stærk i dag med et koncept, der er gennemarbejdet med udgangspunkt i Ressourcedetektiven – Find det der virker og gør mere af det.

Jeg har prøvet at stille mig selv nogle få enkle spørgsmål, nærmest som et interview om de 10 år der er gået.

Hvad har været det mest fantastiske?

Det har helt klart været mødet med alle de inspirerende mennesker, der gennem deres spørgsmål, udfordringer, refleksioner og indsigtsfulde svar har givet mig stor indsigt i mig selv og andre mennesker. Det har været og er stadig utrolig berigende og inspirerende at høre gode historier, hvor udgangspunktet har været svært og udfordrende, og hvor personen alligevel har nået et mål.

Det har været samværet med børnene ude i institutionerne, deres spørgsmål, deres guiden rundt i institutionen og små kommentarer.

Mødet med mennesker der komme til mig i pauserne på foredrag eller kurser – deres kommentarer, deres nysgerrige og undrende spørgsmål – opleve deres mod til at bede om hjælp, selv om det har været svært.

Det har også været fantastisk undervejs at finde ud af, at den største læring sker, når man møder andre mennesker med den holdning, at alle parter er eksperter eller lærlinge, og at vi i fællesskab udvikler os. Der er ingen der ved mere end andre, der er ingen der er dygtigere end andre. I fællesskab stimulerer vi gennem forståelse og indsigt viden til fælles gavn.

Det har været rejser til Grønland, som har gjort stort indtryk både fagligt, personligt og følelsesmæssigt. Her har jeg fået aflivet så mange myter og fundet ud af vigtigheden af at stille nysgerrige, undrende og opklarende spørgsmål. Jeg har mødt åbne imødekommende mennesker, en kontrastfyldt kultur og ikke mindst natur som samtidig er utrolig storslået. Det har været fantastisk.

Hvad har gjort mest indtryk?

Det har været at opleve mennesker, børn, unge og voksne, der gennem en refleksionsproces, gennem egen indsigt selv finde styrker der danner grobund for udvikling, vækst og trivsel. Se deres lys i øjnene, se energien fylde kroppen, høre tonefaldet, se forløsningens tårer løbe ned ad kinderne, og opleve deres glæde og begejstring over endelig at have fundet noget de kunne gøre mere af. Det har været og er stadig ubeskriveligt.

Det, der også har gjort stort indtryk, har været at opleve den store tillid børn, unge og voksne nærmest har vist og lagt deres hjerter i mine hænder. Det har krævet min varsomhed, mit totale nærvær, det har gjort samværet i situationen utrolig kærlighedsfyldt.

Jeg er ind imellem kørt hjem fra kurser og foredrag, med tårerne løbende ned af kinderne og med en stor ubeskrivelig dejlig følelse inden i som, jeg tror, kan defineres som følelsen af lykke. Det er der, jeg oplever, at livet giver mest mening, at opleve andre menneskers følelse og oplevelse af at få indsigt. Det handler ikke om mig – det handler om dem, det de udtrykker at have fået ud af vores timer i fællesskab.

Det er også gået op for mig, hvor vigtigt det er for mig, at alt, hvad jeg arbejder med, er meningsfyldt, og at jeg skal have hjertet med i det. Jeg skal brænde for det, ellers skal jeg lade være med at arbejde med tingene. Det er det, der er drivkraften i hele mit virke. Det havde jeg nok ikke set så tydeligt før.

Hvad har været det mest udfordrende?

Det har været mig selv! Helt klart.

Det har været at tro på mig selv, arbejde med præstationsangsten, at tro på at en tom kalender og manglende indtægt også indeholder positive erfaringer og oplevelser.

Det er til gengæld også det, der har styrket. Det har undervejs i min proces udviklet det for mig, at der er gaver i udfordringer, godt nok gaver jeg ikke på forhånd vidste, jeg ønskede mig, men set i bakspejlet ikke på noget tidspunkt vil undvære en eneste af.

Hvert minut, hver dag og nu hvert år har været det hele værd.

I dag kan jeg spørge mig selv, hvorfor jeg synes det var så udfordrende, og så ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal svare. Og samtidig kan jeg ikke lade være med at more mig højlydt over det, fordi jeg faktisk synes, det er sjovt, at man er sin egen værste modstander. Man tror altid, at modstanderen er udenfor en – modstanderen er inden i en – i form af en selv!

Det betyder så heldigvis, at jeg ikke er afhængig af at andre mennesker forandrer, forandringen er hos mig, det er til gengæld også her potentialet og arbejdet for forandringen ligger.

Samtidig betyder det også, at man ikke længere kan lægge ansvaret for sin egen udvikling fra sig og sige, det er de andre. Når man peger på andre, er der altid tre fingre, der peger ind ad, og det er de fingre, man kan gøre noget ved. Og så har jeg lært at spørge mig selv, når jeg får lyst til at pege ad et andet menneske, hvad det er, jeg skal lære liiiige nu? Af et andet menneske om mig selv. Den er nogle gange rigtig led 🙂

Hvordan har du arbejdet dig ud af præstationsangsten?

Sjovt nok ved at høre hvad jeg selv stod og sagde, når jeg underviste, coachede og superviserede. Ved at lytte til, hvad andre mennesker gav af tilbagemelding, på det jeg leverede og så begynde at tro på, at alt det positive deltagerne sagde, faktisk var rigtigt. Derudover begyndte jeg at lytte til min krop, hvornår føltes den behagelig at være i, følge min indre vejleder altså min intuition og omsætte den på handleplan. Så skal jeg love for, at der skete ting og sager.

Jeg kiggede tilbage i bakspejlet og konstaterede, at jeg faktisk ikke havde haft en eneste dårlig tilbagemelding fra kurser eller foredrag. Det brugte jeg fremadrettet i min forberedelsesfase.

Jeg har fundet en indre ro, kontakten til min indre vejleder og derigennem troen på, at jeg altid er klædt på til opgaverne. Min opgave er ikke kun at svare, min opgave er at stimulere andre til selv at finde svarene og dermed vejen frem. Det betyder også, at ansvaret ikke alene hviler på mine skuldre, aben er fordelt ud på flere. Jeg har et ansvar, når jeg er på, jeg har ansvaret for at være procesvej-lederen, sikre at deltagerne er med og får afdækket, hvad de kan arbejde med. Når jeg forlader, er ansvaret ikke længere mit men den enkelte deltagers.

Jeg har troen på, at der er en mening med alt det, livet tilbyder os, og at livet vil os det bedste, også selv når det ser mest håbløst ud. Og så har jeg tilliden til, at hvert eneste menneske indeholder medfødte styrker, som gør os alle i stand til at være i livets store bølger. Ofte mangler vi bare et menneske, der gennem troen på og tilliden stimulerer os til at finde de løsninger og træffe de valg, der skal til, for at vi kan finde og brolægge vores egen vej.

Hvad er din største styrke?

Det er helt klart min intuition og min særlige sensitivitet.

Min intuition vej-leder mig hele tiden, og jo mere jeg lytter og holder ”mig selv” uden for det, der foregår, jo bedre bliver resultatet. Det handler ikke om mig og mine ”synsninger”, det handler om, hvordan jeg skal være til stede, for at det andet menneske kan få indsigt i sig selv. Min opgave er at møde det andet menneske, så det kan møde sig selv.

Nogen skal jeg også i situationen spørge mig selv: ”Hvad skal jeg lære lige nu for at kunne være den bedste vej-leder?”

Min særlige sensitivitet gør mig i stand til at mærke andre mennesker, jeg kan mærke sindsstemninger, jeg bliver nærmest clairvoyant – klartfølende – nogen gange, fordi jeg kan fornemme og visuelt se det andet menneskes historie og udfordringer.

Jeg kan komme i en institution, hvor jeg, så snart jeg er inden for døren, kan mærke, hvordan den daglige stemning er.

Jeg kan supervisere en personalegruppe omkring et barn, der udfordrer, og når jeg tuner ind på barnet, kan jeg nærmest se det, mærke barnets behov og grunden til udfordringen, og visuelt opleve hvordan personalet adfærdsmæssigt og kommunikativt kan arbejde med barnet. Det fortæller jeg, og bagefter får jeg altid at vide, at det virkede.

Sensitiviteten har været en kæmpe udfordring, fordi jeg hele tiden troede, det var mig selv jeg mærkede, når der var angst, sorg, og i det hele taget tunge stemninger til stede. Til foredrag kunne jeg opleve, at bare der sad en enkelt person, som havde noget tungt med sig, så var det stensikkert, at jeg registrerede det, og blev påvirket af det.

I dag ved jeg, at min krop bare lige fortæller mig, at der er noget, jeg skal være opmærksom på, og i dag kan jeg adskille mig selv og ”de andre ”. Jeg registrerer, tager imod informationen, justerer mig, og undgår derved at blive fastlåst i påvirkningen. Det har taget år at nå dertil!

Jeg har ind imellem troet, at jeg var underlig, fordi jeg kunne ”se” og ”fornemme” så meget. He…he…i dag ved jeg, at jeg ER underlig!

Jeg har lært at holde rigtig meget af den evne og har fået den gjort til en styrke, fordi jeg i dag, med den indsigt jeg har, ved, hvad det handler om. Jeg ved helt klart, hvordan min evne hjælper andre mennesker, og ikke mindst hvordan jeg skal bruge evnen. Det handler om hjælp til selvhjælp. Det er det, der gør det hele så meningsfyldt, mindre ansvarsfyldt, og det betyder, at jeg kan se meningen i min egen proces med det har jeg med i min rygsæk med alle dets ned- og opture, som noget stærkt og ressourcefyldt. Der er en mening med alt!