Det er utroligt.
Mit koncept med Ressourcedetektiven er på vej til Grønland og Sydafrika – på én gang.
Det gør mig så glad.
Jeg startede som selvstændig i 2003, og hvis der da var nogen, der havde fortalt mig, at jeg ville komme til at skrive bøger, lave en uddannelse og komme til hhv. Grønland og Sydafrika, så ville jeg have tænkt, at det i hvert fald ikke passede. Det var jeg da ikke i stand til, fordi det var jeg slet ikke dygtig nok til osv.!
Men sådan har tingene altså udviklet sig. Og hvordan det, tænker du måske?
Styrken MODIG
“Du tør se angst og usikkerhed i øjnene!”
Når jeg kigger tilbage og ser på, hvad der har gjort udviklingen, så kan jeg se, at jeg har udviklet evnen til at turde sige JA. Når jeg har fået henvendelser om forskellige opgaver, har jeg sagt ja. Jeg har også indimellem måttet konstatere, at nogle typer opgaver skal jeg sige nej til og overlade til andre, som på det område er mere kompetente.
Det at turde sige JA har for mig betydet, at døre er begyndt at åbne sig, og når først døre begynder at åbne sig, er det utroligt at opleve, hvordan der er nye døre, der viser sig undervejs.
At åbne døre
Døre er mødet med andre mennesker, som interesseret og nysgerrig henvender sig, eller mennesker hvor man selv tager kontakt til, fordi der er en indre stemme, der siger “Tag kontakt! Ring! Skriv!”
Jeg har overvundet mig selv så mange gange, og dermed sat min angst og usikkerhed skakmat, fordi det var ikke det, der skulle styre mit liv. Jeg har lært at være Modig. Og når man først træffer beslutningen om, at det er modet og ikke angsten der skal styre ens liv, så oplever man netop, at man kan styre livet derhen, hvor man gerne vil have det. Dermed kommer følelsen af at være kompetent, og at man er i stand til at mestre livet snigende som en velkommen gæst ind i ens liv.
Jo større bliver de døre der åbner sig, og jo større indflydelse og rækkevidde har de mennesker, man møder, når man går gennem dørene – enten inviteret eller på eget initiativ.
Styrken SPIRITUALITET
“Det er vigtigt for dig, at det du beskæftiger dig med giver mening!”
En anden styrke, som er dukket op set i bakspejlet, er evnen til at skabe meningsfyldte relationer og evnen til også at være i stand til at bevare relationen. For mig har relationer ikke kun handlet om min forretning, men det har især handlet om, at mange af de mennesker jeg har mødt og til stadighed møder, er mennesker, som er utrolig inspirerende og givende at være sammen med. Energien løfter sig i samværet, og det er som om, vi tiltrækker hinanden.
Her taler min intuition også, og jeg kan ofte mærke, hvornår jeg skal tage kontakt til et menneske. Nu er det tid!
På den måde bliver en relation ikke påtvunget men tværtimod en relation, som man glæder sig over at være i kontakt med. Den bliver skabende, den bliver berigende, den bliver udviklende, den bliver værdifuld og den bliver meningsfyldt.
At se og høre sin intuition
I styrken Spiritualitet ligger også intuitionen. Min intuition har udviklet sig til at være min bedste vejleder og guide gennem årene. Jeg træffer efterhånden stort set ingen beslutninger, uden jeg har lyttet til eller iagttaget, hvad min intuition viser mig. Og den taler mere og mere, jo mere åben jeg bliver overfor, at den faktisk er min allerbedste hjælper.
Min intuition taler gennem billeder, ord og følelser. Jeg bliver vejledt. Det er “kun” en vejledning, da jeg kan vælge at lade være med at omsætte min intuition på handleplan. Jeg har jo friheden til at handle, som jeg vil. Dog må jeg sige, at når jeg ikke lytter og omsætter min intuition på handleplan, så går det altid galt.
Så involverer jeg mig i ting eller mennesker, som jeg bagefter kunne se, at det skulle jeg da have holdt mig langt fra.
Omvendt når jeg efterlever intuitionens budskaber, så er det netop at tingene lykkes for mig. Det er derfor, uddannelsen som Ressourcedetektiv er på vej til hhv. Grønland og Sydafrika. Min intuition har undervejs hjulet mig til at sige JA og dermed fået åbnet dørene til de mennesker der bringer tingene videre.
Styrken VEDHOLDENDE
“Du giver sjældent op, og du er en fighter!”
Og så har styrken Vedholdende virkelig udviklet sig for mig gennem årene. Hold da nu op! Du drømmer ikke om, hvor ofte jeg har givet op i mit liv, og oftest lige før jeg nåede målet. Min angst og nervøsitet tog over, og så stod jeg af, fordi jeg ikke kunne holde ud at være i den ubehagelige følelse i kroppen.
Jeg kunne komme med rigtig mange eksempler på, hvor begrænsende angsten har været for mit liv.
Det at være selvstændig har virkelig gjort styrken stærk. Jeg har lært at se angsten i øjnene, og jeg har lært hvor stor sejren er, når man gennemfører, til trods for at opgivelsen har været tæt på – mange gange.
Når mirakler sker
Jeg har lært, at miraklet sker i det øjeblik, man gennembryder den mur, der føles så uovervindelig, netop ved at holde ved og ikke give op.
Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har været ved at melde afbud til foredrag, fordi jeg havde så meget præstations angst! Og alligevel gennemførte jeg. YES!
Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har været ved at give op undervejs i skriveprocesserne omkring mine bøger, fordi det blev for kompliceret og besværligt! Og alligevel gennemførte jeg. YES!
Nu kan jeg komme med rigtig mange eksempler på, hvordan kombinationen af styrkerne Modig og Vedholdende virkelig har åbnet mit liv op. Det er helt fantastisk.
Styrken BEGEJSTRING
“Du oplever livet som et eventyr, hvor der hele tiden dukker nye spændende ting op, som kan udfordre dig!”
Når man endelig når i mål, og har gennemlevet alle udfordringerne, er følelsen af sejr ubeskrivelig stor. Det er den mest fantastiske følelse! Når man så kan se og høre resultatet for andre mennesker, det som det har givet dem at læse f.eks. bogen eller høre foredraget, der hvor man selv var ved at give op, så bliver følelsen endnu større.
Det er som at være på en evig klatretur op ad et bjerg, jo flere forhindringer man overvinder undervejs, jo højere kommer man op – også bevidsthedsmæssigt – og jo større udsyn får man over livet.
Friheden er når man selv skaber sin vej
Jeg oplever at blive endnu mere sulten, efterhånden som opstigningsprocessen skrider frem, og efterhånden som jeg kommer højere og højere op. Det betyder også, at drømmene bliver større, fordi når man ser tilbage i bakspejlet, kan man se, at det man drømmer om, kan lykkes.
Man skaber selv sin vej.
Det giver følelsen af frihed – det at man har befriet sig selv for angsten og begrænsningerne. Det er for mig bl.a. det livet handler om, men med frihed følger også et ansvar – nemlig at påtage sig det ansvar at gøre det, man er bedst til.
»Jeg har vandret den lange vej til friheden. Jeg har prøvet ikke at vakle; jeg har gjort fejltrin på vejen. Men jeg har opdaget den hemmelighed, at man efter at have besteget et vældigt bjerg blot finder, at der er mange flere bjerge at bestige. Jeg er standset op et øjeblik her for at hvile, for at snige mig til at se ud over det strålende panorama, der omgiver mig, og se tilbage på den vej, jeg er kommet. Men jeg kan kun hvile et øjeblik, for med friheden følger ansvar, og jeg vover ikke at blive stående, for min lange vandring er endnu ikke til ende«. Nelson Mandela