Den anerkendende og styrkebaserede tilgang skaber trivsel, glæder og selvværd.
Det er Specialcenteret på Højmarkskolen i Holsted også et eksempel på. Jonas fra Jægerlund Productions og jeg var i går på besøg for at filme, hvordan lærer Tina Poulsen, som er i gang med uddannelsen som ressourcedetektiv, arbejder med styrkerne i forbindelse med konflikthåndtering.
Det virker skal jeg hilse og sige!
Meget færre konflikter
Før var der 4 – 5 voldsomme konflikter om måneden mellem drengene – og NU 4 konflikter siden august måned!
Konflikthåndteringen tager udgangspunkt i at gennemgå konflikten på tavlen, alle involverede får lov til at sige noget efter tur. Der er ingen dommer men masser af refleksion for drengene. Måden at konflikthåndtere på skaber en bevidsthed om, at til en mulig næste konflikt er der styrker, som kan hjælpe til en anden strategi end konflikten.
Resultatet er, at drengene er blevet bedre venner, og de er blevet bedre til at tage hensyn til hinanden.
Styrkerne bruges før udflugt
Styrkerne bruges også fremadrettet til at forberede drengene på en kendt udfordring.
De skal en tur på fiskerimuseet i Esbjerg, og i den forbindelse gennemgår Tina turens højdepunkter på tavlen for at hjælpe drengene til at alle får en god tur ud af det.
Hun fortæller bl.a., at de skal se sælerne bliver fodret. Hun spørger nu ind til, hvilke styrker der skal i brug for, at det bliver en god tur.
Og så er der en af drengene, der tydeligt har styrken Humor & Legesyge som en af sine topstyrker, siger: “Sælbeherskelse”