”Det gik bare så godt…og jeg troede slet ikke, at jeg kunne”, fortalte Susanne med store øjne, der lyste af glæde.
Susannes historie var, at hun havde en drøm om at arbejde professionelt, være kompetent, og være rummelig i relation til børn, forældre og kolleger. Susannes frustration var, at hun oplevede det stik modsatte.
Jeg var kommet som konsulent i den institution, hvor Susanne arbejdede, over nogle måneder. Institutionen havde ønsket et procesorienteret kursus- samt supervisionsforløb på det personlige og faglige plan både for den enkelte medarbejder og den samlede p-gruppe.
Forløbet skulle være i relation til Anerkendende Pædagogik. Herunder indgik temaerne:
- Hvordan agerer jeg som pædagog overfor børnene?
- Hvordan bruger jeg mig selv som anerkendende voksen?
- Hvordan inddrages forældrene i den anerkendende pædagogik?
Susanne fortæller en dag under supervisionen, at hun har et barn i gruppen, som hun bare ikke kan rumme, hun kan slet ikke finde sympati for barnet på nogen måde. Det samme gælder barnets mor. Samme dags eftermiddag skal hun have en samtale med moderen om pigen, og hun er meget nervøs for, hvad der kommer ud af samtalen, og ikke mindst hvad sker der under samtalen.
Susanne siger endvidere, at hun er meget flov over, ikke at kunne rumme barnet, hun er flov over for sine kolleger, og hun føler, at hun er uprofessionel.
Susanne er tydeligt påvirket af sin udfordring. Hendes øjne, hendes kropssprog og mimik fortæller, at hun har taget fat på noget, som er meget svært for hende.
At være uprofessionel eller professionel
Vi superviserede først den del, der handlede om, at hun var flov i forhold til sine kolleger. Kollegerne bød alle ind med, at de syntes det var modigt og flot gjort, at hun var åben og ærlig, og lederen supplerede med at sige, at det var den kultur der blev lagt vægt på i institutionen. Jeg oplever ofte, at det er den åbne kultur, der bliver fremhævet som eksisterende i en personalegruppe, men noget andet er virkeligheden. Et er, at det er kulturen, et andet er at træde ind i kulturens rum. Det kræver styrken Modig.
Det næste, vi superviserede, var det at være uprofessionel og professionel. Der blev sat to poler op mod hinanden i forhold til professionel: det at gøre noget, og det ikke at gøre noget ved en udfordring. Hvornår er man som fagperson professionel? Susanne kom frem til, at hun faktisk var professionel i forhold til det at gå på banen med sin udfordring. Hun kom også frem til at, hun tog ansvar for sin udfordring ved at tage hånd om den, og bede sine kolleger om hjælp. Der begyndte at ske noget med Susannes øjne og kropssprog. Der kom energi i. Styrken Samarbejde er nu på banen.
Susanne blev pludselig meget bevidst om sig selv og en professionel kompetence, det at åbne op for udfordringen og dermed tage ansvar for sig selv, sin profession samt de mennesker der har brug for hendes professionalitet. Styrken Leder er nu i spil.
Dernæst fik Susanne supervision i forhold til den forestående forældresamtale. Vi tog den ud fra de anerkendende principper, hvor det handler om at blive set, hørt ….og forstået og derefter rummet, hvilket gælder også for forældre.
- Hvad er Susannes faktiske budskab til moderen?
- Hvordan sikrer hun, at budskabet når frem?
- Hvad vil hun opnå med samtalen?
Dialog eller monolog
Susanne finder undervejs ud af, at måden at sikre at budskabet når frem, er ved at sikre at samtalen bliver dialog og ikke monolog. Dvs. at Susanne skal sikre, at moderen kommer på banen. Jeg sammenligner ofte samtaler med et boldspil, bolden er sagen, vi er fælles om, og alle skal spille med bolden. Det gør vi ved at spille bolden til den anden part, i det her tilfælde moderen. Moderens returnering af bolden afgør næste træk og så fremdeles. Det drejer sig om at få trukket spændingerne ud af samtalen, når spændingerne er væk, er forsvarsværnene også væk. Koblingen mellem at Susanne er klar over, hvad hun vil samt afslappetheden betyder, at Susanne kan være til stede i samtalen og lade den følge et naturligt forløb. Susanne kan spille spillet, hvilket betyder at hun kan inddrage alle sine faglige kompetencer i form af at lytte, få stillet åbne, kompetente og relevante spørgsmål. Her er styrkerne Troværdig & Ærlig samt Nærvær i spil.
Susanne beder om at få en køreplan for samtalen. Jeg fortæller hende, at det er svært at lave en egentlig køreplan for en samtale, men der er et sted, hun altid kan starte, og det er at bruge styrken Nysgerrig og spørge moderen om:
- Hvordan har hun det med at være indkaldt til samtalen.
- Fortæl om baggrunden for samtalen. Tag ansvar for din udfordring. Fortæl at der er noget, du har svært ved og evt. har brug for hjælp til
- Bed moderen om hjælp til at få indsigt i barnets historik, i barnets kompetencer og i hvordan hun oplever sit barn.
- Stil hv-spørgsmål og få moderen til at fortælle, så kan du justere dig i forhold til hende
- Hvordan tackler hun barnet?
Jeg har brug for din hjælp
Susanne havde startet med at spørge moderen om, hvordan hun havde det med samtalen. Og det havde bare lukket op. Moderen havde fortalt om sin frustration over at være indkaldt, og Susanne havde ladet hende tale ud, og havde rundet af med at sige, ”Det kan jeg godt forstå, du er. Nu skal du høre, hvorfor du sidder her, det gør du, fordi jeg har svært ved at forstå din datter, og jeg har brug for din hjælp”. Susanne bruger styrken Menneskelig Indsigt.
Susanne fik nu indsigt i barnets historie gennem moderen, en historie som handlede om en mors bekymringer, frustrationer og drømme om at være en god mor, hvilket ikke altid lykkedes.
Det Susanne fortalte mig efter forældresamtalen var, at hun oplevede at moderen havde vist hende tillid, og åbent havde fortalt sin og barnets historie. Susanne fik forståelse for, hvad der var årsag til, at tingene var, som de var. Susanne oplevede, at samtalen med moderen løsnede op for hendes egen rummelighed, således at hun pludselig kunne rumme både mor og barn. Susanne fortalte, at det gik meget bedre med pigen, deres indbyrdes relation var blevet meget bedre, og Susanne kunne begynde at se pigens kompetencer. Styrken Tolerance & Åbenhed er nu i spil.
Hvad var det Susanne gjorde:
- Hun tog udgangspunkt i, at udfordringen med barnet var hendes ansvar ud fra det anerkendende princip om, at i en barn / voksen relation er det altid den voksne, der har ansvaret for relationen
- Hun var åben og ærlig om sin udfordring. Hun gav udtryk for en frustration over en drøm, der ikke ville gå i opfyldelse, følelsen af at være uprofessionel og ikke-rummelig
- Hun tog ansvar for at inddrage moderen med styrken Ligeværdig som medspiller. Hun rummede, lyttede og gav plads til mor, og samtidig fastholdt hun målet med samtalen
- Hun brugte styrken Samarbejde for at inddrage mor så meget som muligt
Det går mere og mere op for mig, hvor enkelt tingene kan være. Det er os som mennesker, der gør det kompliceret.
”Fasthold et åbent sind … et bevægeligt sind. Når du støder på noget, der irriterer dig, noget du vil kommentere eller som du har en stærk mening om, så tænk: Hvad er hemmeligheden mon bag dette udsagn, som jeg ikke kender og som gør dette udsagn himmelsk eller klogt?”
Peter Lang
Det forunderlige er, når vi følger Peter Langs opfordring om at fastholde et åbent sind, at så er vi også åbne indadtil, hvilket betyder, at alle de styrker, redskaber og kompetencer, vi har brug for, er til stede i og tilgængelige for os.
Susanne var professionel. Susanne var kompetent. Susanne blev bevidst om sine egne kompetencer, da hun omsatte en udfordring på handleplan. Susanne blev kompetencebevidst.
Det, at hun tog fat i sin frustration over en drøm, der ikke ville gå i opfyldelse, gjorde hele forskellen. Styrkerne hjalp hende undervejs – dem hun naturligt og medfødt har med sig hver eneste dag.
