En medarbejder i en sfo fortalte, at de havde en dreng, der ind imellem havde svært ved at sidde ordentligt ved bordet, når de spiste.
Denne dag havde han fået at vide op til flere gange, at hvis han ikke snart sad ordentligt, så ville han blive henvist til køkkenet! Så kunne han sidde der og tænke lidt over det at opføre sig ordentligt.
Selvfølgelig opstod situationen igen – han kunne stadig ikke sidde ordentligt, så derfor kom han i køkkenet.
Efter nogle minutter gik medarbejderen ud til ham og spurgte, om han nu kunne sidde ordentligt ved bordet? Og hvis han kunne, om han så var klar til at komme med ind igen?
Og så var det drengen meget eftertænksomt spurgte: ”Hvad betyder det at sidde ordentligt???”
Som medarbejderen efterfølgende sagde: ”Der lærte jeg noget!”
Min erfaring er, at de børn der bliver betegnet, som at de ikke hører efter, ofte er børn, der ikke forstår, hvad vi som voksne siger, eller som ikke opfatter, at vi mener det, vi siger.
Vi taler meget i underforstået betydning – som at sidde ordentligt – vi taler meget med spørgsmål, og vi taler meget!!
Det skaber konflikter!
For at lære om betydningen af et nyt ord, er der nødt til at være en oplevelse, en erfaring eller en følelsesmæssig erindring på. Barnet skal kunne sætte det i en indre kontekst ellers bliver det bare et ord uden betydning og mening.
Ressourcedetektivens TIPS!
- Fortæl barnet hvordan du gerne vil have, at det sidder ved bordet INDEN I spiser…eller inden I går i supermarkedet, eller hvor I nu skal hen sammen
- Vær klar og tydelig i din kommunikation og brug få vej-ledende ord
- Vær venlig, brug øjenkontakt, vær beslutsom og brug JEG VIL HAVE i stedet for DU SKAL!
- STOP OP – spørg dig frem til så du sikrer, at barnet har forstået din besked
- Når barnet har klaret turen ved bordet eller i supermarkedet, og det er gået godt, så giv hinanden High Five – der er ikke noget bedre end at fejre, at noget er lykkedes……for både den voksne og barnet
Tænkeboksen!
- Hvor ofte bruger du ord eller begreber, som indeholder ord eller mening, som barnet ikke forstår?
- Har du tænkt på, at det ofte er din uklare eller utydelige kommunikation fra dig til barnet, der er årsag til konflikter?
- Hvad kan du gøre næste gang, du er i en situation, hvor du tolker, at barnet ikke hører efter?
Uddrag fra bogen: “Når børn blomstrer – om at mestre livet” af Hanne Aalling Risager med tegninger af Rasmus Julius.