Naturen viser på fantastisk vis, hvordan vi både dyr og mennesker på mange måder reagerer ens. Det er utrolig lærerigt på mange måder, og ind imellem kommer vi derigennem i kontakt med vores skyggesider.
Skyggesider er sider af os selv, som vi enten ikke vil se i øjnene eller slet ikke er klar over, er der. De er der. Alle mennesker har skyggesider, og når vi bliver bevidst om dem, er de til gengæld adgangen ind til vores største udviklingspotentiale som mennesker. Skyggesider er sider, som vi ser i andre mennesker, og som vi ikke bryder os om. Skyggesider er ophobede ubearbejdede oplevelser fra tidligere, og som kan komme til totalt at dominere hele vores liv samt påvirke andres liv.
Jeg er meget optaget, som så mange andre, af at hjælpe andre mennesker. Gennem mine mange år som netop hjælper på forskellige vis, har det også fået mig til at tænke på, hvordan vi er de bedste hjælpere eller måske netop det modsatte.
Når vi hjælper, er min erfaring blevet, at vi skal blive bedre til at spørge ud fra hvis behov, og hvad konsekvensen er for den, vi gerne vil hjælpe. Og er der overhovedet brug for hjælp? Måske skal vi bare afvente og se, hvad er sker?
En lille historie som eksempel på skyggesider.
Jeg sidder og nyder en is sammen med min mand. Det er nogle få meter fra isbutikken, og der er flere isspisende mennesker omkring os. Og så er der duer – mange duer der alle leder efter mad.
På et tidspunkt får jeg øje på et par duer, der har fået fat i resterne fra en isvaffelstump. De nærmest skiftes til at forsøge at få bidder af vaflen, ind imellem slipper de, flyver et andet sted hen og nye duer kommer til. Det foregår stille og roligt med bare et par stykker ad gangen. Jeg tænker flere gange på, om jeg skal hjælpe dem ved at trampe vaffelstumpen i mindre stykker. Dog vælger jeg at lade være, fordi jeg kan mærke, at det er mit hjælpergen, der rører på sig, og jeg kan se, at stumpen faktisk bliver mindre, selv om det tager tid. Jeg kan også mærke, at jeg er nødt til at stille mig selv spørgsmålet, for hvis skyld vil jeg hjælpe, og har det overhovedet den effekt, som en hjælp kunne være tiltænkt. Jeg vælger derfor at blive siddende selv i ro og mag, nyde min is, og iagttage duernes forsøg at få vaffelstumpen i mindre spiselige stumper. Det er faktisk lidt sjovt og interessant at se deres forsøg på at bearbejde stumpen, så der kommer noget spiseligt ud af det.
Pludselig kommer en anden isspisende kvinde springende til, og hun tramper resolut på vaffelstumpen, så den går i stykker, med det resultatet at freden bliver afløst af et kaos af 20 – 30 flyvende og kæmpende duer, der alle ville have del i den nu udtrådte vaffelstump.
Så fra at duerne stille og roligt nærmest på skift forsøgte at få stykker af vaffelstumpen, og gøre sig hver især deres erfaringer med at spise en vaffelstump, så gav kvindens indgriben kaos og konflikter i stor stil imellem duerne.
Hvad er konsekvensen?
Det var lærerigt, fordi det fortæller noget om, at vi skal tænke os om, inden vi stiller vores store behov for hjælpsomhed i spil. Hvad er konsekvensen at vores indgriben? Hvis er behovet?
Hvis vi skal spejle oplevelsen ind i forhold til mennesker, så må jeg stille spørgsmålet, om vores indgriben og behov for at hjælpe måske i virkeligheden forhindrer et andet menneskes mulighed for læring og at gøre sig erfaringer, som de skal bruge senere?
Jeg ved, når jeg tænker tilbage på det, at jeg ind imellem med mit behov for at hjælpe ikke har hjulpet det andet menneske. Jeg har snarere været medvirkende til med min måde at hjælpe på, at den anden blev fastholdt i sin udfordringer eller problemer og ikke har fået mulighed for at gøre sig sine egne erfaringer i at løse udfordringer og ikke mindst lære af dem.
Hvorfor er vores behov for at hjælpe så stort, at vi ikke tænker på konsekvensen for det andet menneske, men mere er optaget af vores eget behov for netop at hjælpe?
Min erfaring med mit behov f.eks. for at hjælpe ind imellem er for stort, og at det er en skyggeside, som jeg ikke har været i kontakt med, og at skyggesiden fortæller mig om min egen indre uforløste smerte på noget, der har svært og gjort ondt på et andet menneske. Det er gået op for mig, at det er fordi jeg ikke har kunnet rumme at være vidne til en andens smerte. Når vi begynder at få de indsigter, kan vi begynde at gøre noget ved dem ved først og fremmest lige at reflektere over en ekstra gang: ”Hvis er behovet?” Måske skal vi blive bedre til lige at spørge hinanden om der er brug for hjælp, og i så fald hvilken? Hvis svaret er nej, skal det selvfølgelig også respekteres.
Så næste gang du oplever at dit hjælpergen tager over, så stop op og reflekter over, hvis behovet er, og er din hjælp overhovedet til gavn? Og er det en skyggeside, du har kontakt til?
Måske skal du bare afvente og se, hvad der sker? Måske løser det hele sig selv for den anden, og at den anden dermed er en erfaring rigere?
Faktaboks:
Forfatteren Debbie Ford kaster lys over de aspekter af os selv, som vi ubevidst skjuler eller benægter – de mørke sider, som vi har begravet i vores bestræbelser på at være gode eller perfekte. Når vi møder disse sider hos andre – det være sig arrogance, egoisme, dovenskab, grådighed mv. – udløser de noget i os vi bliver fordømmende og vrede, tager afstand fra dem og pudser glorien.
