Rigtig mange forældre tager en dyb indånding og holder vejret, når der skal holdes børnefødselsdag. Hvordan vil børnene opføre sig!? Kan de lide maden!? Bliver de uvenner!? Ødelægger de noget!? Roder de!? Snakker de grimt!? Osv.
En mor skrev til mig og fortalte om sin datters 6 års fødselsdag. Der havde været 14 piger i alderen 5-6 år, fastelavnsudklædte og med store forventninger til dagen.
Moderen fortalte endvidere: ”Jeg er følsom og nærmest skrækslagen, fordi jeg har svært ved alle de krav og forventninger fra andres børn. Støjniveauet kan jeg næsten heller ikke klare. Jeg ved, at når jeg har det sådan, kan jeg ikke rumme det og udvise det nødvendige overskud og den nødvendige omsorg.”
Hun havde derfor bedt sin mor om at komme og være med.
Moderen fortalte om følgende episoder fra festen:
”Hvornår skal vi have slikposer” blev en af pigerne ved med at spørge om.
Under maden sad nogle af pigerne og bøvsede og samtidig med, at de kommenterede det, de ikke kunne lide.
Mormor havde sagt til et af børnene, at hun skulle holde op med at bøvse, og at de alle skulle vente med at få mad til fadet havde været rundt, hvortil et af børnene kommenterede: ”Jeg synes, du er en mærkelig mormor!”
”Er børnene uhøflige og forkælede?” spurgte moderen. ”Eller hvad handler det om?”
Børn har brug for vej-ledning
Børn i den alder er ikke uhøflige og forkælede. De ved ikke, at det de siger og gør, kan opfattes om uhøfligt og udtryk for forkælelse. Hvis de vidste det, ville de ganske enkelt ikke udtrykke det. De undrer sig og giver udtryk for deres undren. Børn er faktisk ret høflige, når de bliver ledt godt på vej af voksne ansvarlige, der er bevidste om, hvad de vil acceptere og ikke acceptere, som er rummelige og som vejleder på omsorgsfuld og kærlig måde.
De har brug for nogle rammer, som de voksne har sat, og hvor de får mulighed for at bevæge sig indenfor rammerne. Det svarer til at skulle spille et spil, og et spil er sjovest når alle kender spillereglerne. Reglerne i familierne er meget forskellige i dag, og det betyder at den adfærd der er accepteret i én familie ikke nødvendigvis accepteres i en anden familie.
Forventningsfulde børn er også usikre og urolige
Slet alle de negative udsagn om børnene. De kommer ikke for at være uhøflige, uopdragne, og hvad vi nu ellers kan finde på at kalde børn. Se dem som mennesker der har brug for at blive rummet samt en kærlig og omsorgsfuld vej-ledning i at være til en fødselsdag, hvor energiniveauet er højt for alle parter.
Barnet der spørger til slikposen hele tiden kan være overbegejstret på grund af usikkerhed, og har svært ved at styre sin begejstring på grund af forventninger.
Så det gentagne spørgsmål om slikposen er udtryk for barnets indre uro, i lighed med den indre oplevelse moderen selv beskriver at være i. Barnet har brug for vej-ledning til at være i sin usikkerhed og overbegejstring.
Som voksen kan man f.eks. sige til et barn der bliver ved med at plage:
”Jeg kan høre på dig, at du glæder dig til at få en slikpose. Jeg skal nok sige, når vi skal have dem. Jeg vil gerne have at du øver dig i at vente, eller at du finder noget at lege med. Du må også gerne hjælpe mig. Hvad vil du helst?”
Barnet har brug for at vide, at det er ok at glæde sig, at det er den voksne, der giver besked, samt hjælper barnet til at finde ro på, og vejlede det til at gøre noget andet så uroen omkring en evt. slikpose forsvinder eller mindskes.
Når børnene taler grimt om maden, så fortæl dem at I gerne vil have at de stopper og hjælp dem til at tale positivt om maden i stedet. Vis dem f.eks. at man kan lave ansigter på tallerkenen med maden, synge en sang osv. En god vane starter i en tidlig alder – påvirk barnet derhen hvor du gerne vil have dem. Det bliver sjovere og også mere energifyldt at tale positivt om maden. Når man vil ændre skal man have noget andet at sætte i stedet, så hjælp børnene til at flytte fokus til noget positivt.
Børn er små venner
Slet alle fordomme og myter omkring børnene. Se dem som små venner af huset, og tænk lige på, at nogle af dem fortsætter med at komme gennem flere år, og andre kommer også senere i livet som kærester osv. Her skabes fundamentet for en længerevarende relation også til jer som forældre. Skostørrelsen starter måske med nr. 25 og ender ud i nr. 47 🙂
Tal med børnene mens de er til stede, så er der meget mere positivt at tale om, når de er gået hjem. Stil nysgerrige undrende spørgsmål når børnene siger eller gør et eller andet, I ikke forstår. Rigtig mange myter og fordomme opstår om bestemte børn, fordi vi som voksne bagefter taler om, sætter etiketter på som uhøflig og forkælede. Vi overser, at det barnet gjorde eller sagde, gav mening for barnet. Når barnet er gået hjem, er det for sent.
Hvordan får vi som forældre skabt en god fest for børnene?
Inden fødselsdagen så find ud af hvilke rammer, der skal være i jeres familie for at få en god fødselsdag.
Ved at få det afklaret, så fortæller I og vejleder børnene om, hvilke forventninger I har til dem som gæster. Det elsker børn at få at vide, de kan slappe af, der er tydelige voksne til stede, og så er det lettere og meget sjovere at ”spille spillet”. Børn i den alder er i gang med at øve sig i at gå til fester, de har næsten ingen erfaring, derfor er forældre og andre voksne vigtige aktører i at skabe fundamentet for en god fest. Det er her fundamentet skabes for fester også ind i teenagelivet 🙂
Hvad har du brug for som den voksne for at kunne være til stede på en god måde? Fordi det er det, der er hele humlen, og som er afgørende for om en fest bliver god. Accepter det, og tag ansvar for det.
Hvis du står alene med dagen og har du brug for hjælp, så bed en anden om at være der sammen med dig. Stimuler også gerne børnenes hjælpsomhed, der er faktisk børn der gerne vil hjælpe med opvasken 🙂
Find ud af følgende:
- Hvilke typer lege foregår indendørs og hvilke udendørs
- Er der dyr eller andet der skal tages særlige hensyn til
- Er der ting som børnene skal hjælpe med
- Hvor må der løbes?
- Hvor skal der gås?
- Hvilke lege leges hvor?
- Andet som kan være relevant for jeres familie
I vil opdage at jeres forberedelse til dagen i forhold til rammer og regler vil have en klar afsmittende og beroligende effekt på børnene. I er tydelige, fordi I er rolige, og det giver børnene tryghed og tillid. Det er ok at være til stede.
Den store dag
- Start med at give børnene hånd med øjenkontakt, byd dem velkommen i jeres hjem og giv udtryk for, at det er dejligt at se dem, og I har glædet jer sammen med barnet til at holde festen. Og så skal I mene det! Ellers lad være med at holde fest!
- Den positive og ærlige modtagelse har en meget større effekt en I drømmer om. Det er her I ser hinanden, mærker hinanden, og der skabes en relation. Børn, der føler sig velkommen, vil også opføre sig derefter.
- Inden festen skydes i gang, få samlet alle børnene, hvor I fortæller om reglerne i jeres familie – brug gerne begrebet familie. Gør det så enkelt og konkret som muligt, nærmest i sms form. Børnene har meget lettere ved at forstå det korte og konkrete.
- Spørg om der er nogle af børnene, der har brug for særlige hensyn. Måske kan én ikke tåle noget bestemt mad, nogen kan ikke lide, at der råbes højt, en er bange for familiens hund osv. Respekter børnenes ønsker.
- Fortæl hvis der er noget I eller en af jer har brug for, der bliver taget hensyn til. Børnene vil til enhver tid respektere det, de skal bare vide det!
- Fortæl hvis I har brug for hjælp og spørg børnene, hvem der vil hjælpe. Det kan være praktiske ting.
- Accepter at der bliver lavet fejl. Måske har børnene ikke forstået informationen, vejled dem på en kærlig og omsorgsfuld måde. Tænk på at børnene øver sig og at det er første gang de er med til denne fødselsdag.
- Andet som du/I synes er relevant
Hvordan gik det så?
Når dagen er slut så tag igen en snak med børnene. Hvordan er det gået? Det er jo fantastisk at kunne sige til børnene, at I holder fest igen til næste år, fordi det har været sådan en dejlig dag sammen med dem. Det er også dejligt at blive mødt af børnene senere med kommentarer fra børnene: ”Kan du huske den dag vi var til fødselsdag hos jer? Det var en god fødselsdag!”
”Pigerne havde en god fødselsdag” fortalte den moder der skrev til mig. De havde været glade, ingen kede af det, og ingen konflikter. ”Nu ved jeg hvordan jeg kan gøre det endnu bedre næste år.”
Vandrehistorier
Historier vandrer og bliver fortalt igen og igen. Det er den der fortæller der har indflydelse på indholdet og vinklingen i historien.
Tænk på det, når du fortæller venner og bekendte om barnets fødselsdag. Hvad er det, du fortæller fra dagen? Fortæller du om det, der virkede, det der var godt? Hvad fortæller du om navngivne børn?
Det du udstiller i historierne, er din egen kraft eller afmagt – ikke børnenes.
En god vandrehistorie inspirerer og giver andre lyst til at skabe lignende historier 🙂
Hvilke inspirerende vandrehistorier fortæller du om at holde en god fødselsdag for dit barn?
Skrevet af Hanne Aalling Risager
Tema: Anerkendende pædagogik
Kom til at tænke på en oplevelse, der ligger år tilbage. Vi skulle holde min ældste søns fødselsdag – og havde valgt at invitere hele klassen hjem, vil tro det var i 2.-3. klasse.
Der var et enkelt barn, der fyldte meget i klassen. Og historierne gik mellem forældrene, om de fødselsdage der var blevet holdt – han var bare ikke til at styre.
På vej hjem fra skole – kommer knægten hen til mig og vil gerne følges – han begynder at snakke. Han fortæller om alle de unoder han laver – at jeg nok ikke helt skal stole på ham, da han godt kan finde på at lyve rigtig meget.
Mit svar er “OKAY, men det bliver jo ikke noget problem idag” – han ser helt forkert ud i hovedet … “Hvorfor ikke??” – “Fordi hjemme ved os lyver vi ikke”. Den tænker knægten lidt over – uden at kommentere.
Herfra fortæller og fortæller han mig om alt muligt andet fra hans liv. Ikke et ord mere om unoderne. Og jeg lytter og spørger med oprigtig interesse ind til det han fortæller på resten af turen hjem.
Herefter kunne jeg så fortælle en ny historie om fødselsdagene med klassen – for vi oplevede INGEN problemer – kun en dreng der var meget glad for at blive set og hørt på.
Sikke en guldhistorie! Han kontaktede dig, fordi han havde brug for hjælp – og sikke en hjælp han fik.
Og sikke en ny vandrehistorie der blev skabt.
TAK Lene.
Kære Lene.
Jeg har helt glemt din vidunderlige historie. Må jeg brug den anonymt?
Mange varme hilsner Hanne
I skrivende stund er en stue her fra børnehaven (16) børn og 2 voksne inviteret til fødselsdag hjemme hos en dreng. Det var dejligt at opleve, hvordan børnene mødte ind her til morgen i børnehaven og fortalte om, at de glædede sig rigtig meget til at skulle til fødselsdag hjemme hos Christian. Vi voksne (pædagoger) oplever, at børnene er glade og positive og nemme at have med “i byen”. Ofte ser vi børnene opføre sig meget anderledes (positivt) ved sådannne lejligheder sammenlignet med dagligdagen hjemme i børnehaven, hvor de får lov til også at lege vilde lege.
Med fokus på at de voksne også glæder sig og med en forventning om, at børn sagtens kan mestre at gå til fest, hvis blot man respekterer de små gæster som alle andre (voksne) gæster man inviterer hjem.
En anden fødselsdagshistorie: Børnehaven holdt 40 års fødselsdag den 15. august 2013, og havde inviteret forhenværende kolleger til formiddagskaffe. Alle børn sad med ved bordet, og de sad musestille, imens ikke færre end 3 voksne holdt tale. Gæsterne var meget imponerede over børnene, og det var en hyggelig formiddag. Børn bliver ganske naturligt grebet af den gode, ægte og velmenende stemning ved en rigtig fødselsdagsfest.
Så GLÆD jer! Det er dejligt at holde fødselsdag for børn og sammen med børn!
Dine små historier sender mig en tur på Memory Lane – en “gade” fuld af rigtig gode historier om børnefødselsdage, i stil med det du fortæller. Børn der respekterer!