Læs her om Patrick på 5 år, Mathias på 8 år, og Oliver på 4 år – og hvordan det lykkes personalet at flytte deres pædagogik fra at være en round-up pædagogik til at være en substral pædagogik. Se børnenes ressourcer i stedet for deres ”fejl”.
”Patrick på 5 år blev betegnet, som et meget udfordrende barn, som personalet havde rigtig svært ved at rumme. Først tog vi udgangspunkt i Patricks ”fejl og mangler”, så personalet fik mulighed for at sætte ord på deres frustrationer, som var meget tydelig gennem deres mimik og kropssprog.
Jeg plejer gerne at sige, at vi skal have tømt bøtten for frustrationer, så er der plads til forandringer.
Patrick blev beskrevet som ukoncentreret, havde mange konflikter, fik skylden selv om han ikke var til stede, han var temperamentsfuld, og han fyldte fysisk meget med store armbevægelser og høje lyde. Den største udfordring for personalet var, at Patrick ikke hørte efter.
Dernæst tog vi udgangspunkt i at, Patrick var et kompetent barn med ressourcer og kompetencer, og som samarbejdede af alle kræfter. Personalet beskrev nu Patrick som aktiv, hjælpsom, i-gangsætter, kreativ, humoristisk, glad, og god til at lege. Den største øjenåbner omkring Patrick var nok at pigerne var vilde med ham på grund af hans i-gangsætteri og kreativitet.
Jette fortalte, at hendes største udfordring var, at Patrick ikke hørte efter, når hun sagde noget til ham. Mit spørgsmål var: ” Forstår Patrick, hvad du siger? Jette blev først meget stille og derefter meget reflekterende over egen praksis og svarede: ”Jeg bruger godt nok mange ord…. jeg har aldrig tænkt over, at Patrick måske slet ikke forstår, hvad jeg siger til ham”.
Patrick har ikke skylden for den voksnes frustration
Ved den måde at anskue Patrick på, blev han nu opfattet helt anderledes ved det relevante spørgsmål og den efterfølgende refleksion. Der blev lavet en pædagogisk formulering der hed: ”Hvordan kan jeg som voksen blive bedre til at give Patrick beskeder”? På den måde blev Patrick frataget ansvaret for Jettes frustration, og hun fik ansvaret for at gå i ”træningslejr”, mhp. at øve sig i at give Patrick beskeder.
Det at vi flytter fokus for en ”fejl” og dermed et ansvar væk fra Patrick, således at pædagogen har en pædagogisk udfordring, betyder, at der nu kan snakkes handlemuligheder. Det er ikke længere Patrick der skal forandre, men pædagogen der skal forandre syn, tanke og derved handling. Pædagogen bliver gjort til aktør, frem for at afvente anden aktion og dermed adfærd fra Patrick. Hun gør noget andet, end det hun plejer, hvilket betyder at hun bryder et målrettet mønster i form af ordstrømmende beskeder, der nok har fundet vej men ikke forståelse hos modtageren.
Dernæst inddrages kollegerne, som giver konstruktive forslag i relation til det at give beskeder. En foreslog at give sms-agtigte beskeder, det vil sige korte og præcise og én besked ad gangen. En anden foreslog at give Patrick besked via billeder og færre ord og lignende. Det betød, at Jette pludselig oplevede at have noget at handle på. I løbet af supervisionen begyndte hun at udtænke aktiviteter, hvor hun kunne øve sig i at give Patrick besked. Jette fik lys i øjnene, energien kom ind i kroppen, som tydeligt afspejlede sig i en rank ryg og fast øjenkontakt. Hun fik nu mulighed for at få en frustration vendt til en rigtig god historie for både Patrick og sig selv.
Vi skal gå ind i handlemulighedernes land
Når vi kigger efter ressourcer og kompetencer, bevæger vi os ind i handlemulighedernes land, hvilket vil sige, at vi kan drage vores egne kompetencer i spil, og det er her forandringen i virkeligheden sker.
Rigtig mange medarbejdere drømmer om at gøre det bedste for alle børnene i institutionerne. Når det ikke lykkes, bliver de frustrerede og oplever endda ind i mellem sig selv som inkompetente i deres job.
”Det er gået op for mig, at det jo handler om mig og min tilgang til barnet, meget mere end det handler om barnet. Så tydeligt har jeg aldrig set det før. Nu kan jeg gå ud og gøre en forskel”. Sådan udtalte en medarbejder sig i forbindelse med en supervision.
Det rigtig gode er, at institutionerne meget hurtigt i et forløb samstemmende udtaler, at der er kommet meget mere ro på, der skældes meget mindre ud, og de oplever nu glade børn, og ikke mindst er de blevet meget gladere medarbejdere. Der er blevet plads til at udleve drømmene om at gøre en forskel, det at børnene mødes positivt giver i sig selv giver ro.
Arbejdsglæden er rykket ind igen, og personalet føler sig meget mere kompetente. De er blevet bevidstgjort om deres egen rolle og dermed tilgang til barnet. Konfliktniveauet er faldet væsentligt, og personalet går nu ind i konflikterne frem for enten at lade stå til eller overlade det til en kollega.
De er gået fra at være fejlfindere til at være ressourcedetektiver. Som ressourcedetektiv finder du mulighederne frem for umuligheder, og det gør hele forskellen.
Hvordan har vi så arbejdet
”Mathias på 8 år pjattede og fjollede meget. Han forsøgte hele tiden at få de andre i gruppen til at grine, og han var til stor irritation for personalet i SFO’en. Han fik ofte skæld ud og fik at vide, at han skulle holde op med at fjolle så meget.
En dag arbejder gruppen med et projekt omkring det at være en god ven. Et af spørgsmålene lyder: ”Hvordan er det at være en god ven?” Pædagogen fortæller, at hun snakkede med Mathias om spørgsmålet, og så siger han: ”Jeg er en god ven, når jeg gør mine kammerater glade, og det gør jeg ved at få dem til at grine meget”!
Pludselig sad hun med forklaringen på hans opførsel. Hun fik ved spørgsmålet indblik i, hvad der rørte sig i ham, og hvad der var den bagvedliggende årsag til hans adfærd. Mathias havde det enkle ønske om at være en rigtig god kammerat, og gøre sine kammerater glade. Hans svar gjorde, at hun ændrede opfattelse af hans adfærd. Hun så ham nu som hjælpsom og omsorgsfuld. Hun tog en snak med ham om, at der var nogen gange hvor det var uhensigtsmæssigt at han forsøgte, at få de andre til at grine, at det var forstyrrende.
På den måde fik hun løst op for en irritation og frustration og kunne give Mathias nogle tips til andre måder at være en god kammerat på. Vejen til det at være en god kammerat fik pludselig flere sideveje.”
Et barn der mødes med fokus på fejl og mangler og dermed mistillid, udvikler overlevelsesstrategier. Et barn hvor der er fokus på kompetencer og ressourcer mødes med tillid, og udvikler samt styrker derved de redskaber, vi bruger til at mestre livets udfordringer og opgaver med. Det er her vi snakker om glæde, sociale kompetencer, nysgerrighed, kreativitet, omsorg, hjælpsomhed.
Så reelt giver vi barnet mulighed for at skabe det bedste fundament til at klare livet, ved at give det bedste af os selv. Derved kan jeg være den ene voksen barnet møder, som gør at barnet ændrer kurs. Det at se sig selv, som den der kan være en forskel, betyder også at det handler om bevidst at påtage sig det ansvar at gøre en forskel, og ikke fralægge sig ansvaret ved at overlade barnet til sig selv.
An-erkendelse
Hvis vi deler ordet anerkendelse op i to, så bliver det an- og erkendelse, hvilket omsat betyder, jeg skal have ”koblet an” til den andens ”erkendelse”. ”Nu bliver det faktisk ret så nemt”, som en leder sagde til mig på et tidspunkt, ”fordi nu får vi pejlemærkerne, vi kan navigere efter.” Nemlig indsigten i hvordan den anden oplever og erfarer ”verden”. Det allerbedste redskab vi har, er at stille åbne og opklarende hv-spørgsmål (hvad, hvordan, hvor, og så videre), og på den måde på indsigt i hvad det andet menneske reelt tænker, føler og derved handler ud fra. Der er en grund til at vi har to øjne, to ører og kun en mund.
”Fasthold et åbent sind … et bevægeligt sind. Når du støder på noget, der irriterer dig, noget du vil kommentere eller som du har en stærk mening om, så tænk: Hvad er hemmeligheden mon bag dette udsagn, som jeg ikke kender og som gør dette udsagn himmelsk eller klogt?”. Peter Lang
Hvordan kan vi anerkende børn der slår?
En af de udfordringer der fylder allermest i institutionerne, er de børn der slår. Personalet bruger rigtig meget energi på at forklare barnet, at det ikke må slå, barnet bliver ofte ”straffet” ved at blive forvist, sat på en stol indtil det kan opføre sig ordentlig, og forældrene informeres om, nu har barnet igen slået et andet barn.
Set i relation til anerkendelse så er der en årsag til det, at et barn slår. Der er et budskab barnet gerne vil have frem, og vores opgave er at afkode budskabet.
”Oliver på 4 år slår de andre børn. Han får ofte at vide, at han ikke må slå, og de andre børn fortæller ofte, nu har Oliver igen slået. Jeg havde hørt om Oliver i forbindelse med en supervision og møder ham en dag i institutionen.
Den dag er der en pige, Emilie, der har fødselsdag. Hun har en rigtig flot kjole på med sko, der passer til, og stråler i det hele taget af at være fødselsdagsbarn. Jeg går hen for at og ønske Emilie tillykke med fødselsdagen, og Oliver følger efter. Oliver slår til Emilie, og Emilie viser med al tydelighed, at det bryder hun sig absolut ikke om. Hendes øjne, hendes kropssprog taler for sig selv.
Jeg ser, at Olivers øjne også bliver kede af det. Jeg tænker, der er noget Oliver gerne vil sige til Emilie, så jeg siger til ham: ”Oliver jeg kan se, at du gerne vil sige noget til Emilie. Vil du gerne sige tillykke med fødselsdagen?” Jeg er nødt til at finde ud af hvad Olivers budskab og spørger derfor ind. Oliver lyser op, og nikker. ”Så sig det stille og roligt til hende”. Oliver får nu sagt ”Tillykke med fødselsdagen, Emilie”, og Emilie lyser glad op og siger ”TAK, Oliver”.
Oliver bliver rigtig glad. Udgangspunktet er, at Oliver godt ved, at han ikke må slå. Han har lært, at måden han kommer i kontakt på er ved at slå, og det kan der være forskellige årsager til, som vi ikke kender.
Fokus væk fra adfærden og fokus over på budskabet, hvad er det præcis Oliver gerne vil sige. Vores opgave er at vise Oliver en anden måde at komme i kontakt på, og derved skabe relationer på.”
Er det anerkendende at blive vred?
Det er et spørgsmål der ofte dukker op undervejs i processen om anerkendelse. Mit svar er JA, så længe du er bevidst om, at vreden er din, og du påtager dig ansvaret for at lade være med at lade din vrede gå ud over barnet. Anerkendelse er også, at du anerkender dig selv for at indeholde vrede, og at du spørger dig selv ad, hvad du kan gøre for at forandre.
”Susanne er pædagog i en SFO. Under en supervision i institutionen fortæller hun pludselig, at der er et barn, hun ikke kan rumme, hun skælder hende meget ud, og er i det hele taget meget frustreret over, at hun har det med barnet, som hun har. ”Jeg kan ikke lide barnet”, siger hun, og så tilføjer hun, ”jeg er så flov over, at jeg med en pædagogisk uddannelse på 3,5 år ikke er bedre til at håndtere det her barn. Jeg føler mig uprofessionel, inkompetent, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad mine kolleger tænker om mig”.
Først tager vi fat i udfordringen: at være uprofessionel og professionel. I sådan en situation er det uprofessionelt at lade stå til og fortsætte med at gøre, som man plejer. Når Susanne er professionel, anerkender hun sig selv i sin situation og følelser og beder sine kolleger om hjælp til forandring. Hun tager ansvaret for, at relationen mellem barnet og hende er hendes. Det kræver mod at blotlægge sig selv på den måde, men hun får nu mulighed for at få tømt sit bæger med frustration og derved få skabt plads og rum til forandring ved hjælp af sine kolleger.
Substral-pædagogik eller round-up pædagogik
Jeg arbejder med en model der hedder ”substral-pædagogik” og ”round up-pædagogik, og som er et redskab, der kan bruges på det personlige plan ud fra en erfaring om, at vi kan mærke på egen krop, om vi er anerkendende.
Når vi er anerkendende, giver vi substral, og det kan mærkes som en positiv energi i kroppen. Når vi er underkendende, så giver vi round up, og det mærkes som at blive drænet for energi, følelsen af afmagt og vrede. Og det er her vi skal tage ansvar, anerkende at vi også indeholder de følelser og bede om hjælp, ved at fortælle hvordan vi har det.
Jeg oplever det ofte som en lettelse i personalegruppen, når en medarbejder åbent og ærligt fortæller om, hvordan vedkommende føler omkring et barn. Kollegerne kan nikke genkendende til følelserne og afmagten.
Det handler om os selv og hele vores tilgang til barnet, kollegerne, og til faget i det hele taget. En bevidsthed om hvad vi tænker, mener og føler, og blive bevidste om, hvilken påvirkning det har og dermed hvilken konsekvens det har for et barn. Fordi det har en konsekvens. Vil vi give barnet de bedste betingelser, eller vil vi give barnet de sværeste betingelser. Vi har valget.
Når vi snakker børn og ressourcer samt kompetencer, så skal vi også tage fat i det jeg kalder kompetencebevidsthed, nemlig bevidstheden om vores egne kompetencer, som vi bringer i spil i relation til børn og kolleger. Anerkendelse handler om at finde den anden, men først og fremmest skal man finde sig selv og derefter finde den anden. Det kræver mod, det kræver et bevidst ønske og vilje til forandring – viljen til at ville udvikler evnen til at kunne. Ind imellem skal vi turde stille os selv spørgsmålet: ”Hvordan ser barnet mig?”
Jeg er ikke i stand til at forandre et andet menneske. Jeg er i stand til at forandre mit syn og min holdning til det andet menneske, og derved skabes forandringen.
Vi skal arbejde med bevidsthed om syn på børn. Hvordan ser vi voksne på børn, og hvordan definerer vi vores rolle set i relation til synet? Vi må som voksne blive klare på, om vi ser børnene ud fra en opfattelse af os selv som enten fejlfindere eller som ressourcedetektiver.
Artiklen er skrevet af Hanne Aalling Risager og har været publiceret i Pædagogisk Tidsskrift 0-14 Tema: Anerkendende pædagogik i hverdagen nr. 1/2009
Tema: anerkendende pædagogik