Jeg har i mange år tilbragt meget tid med at måle mig med andre mennesker. Var jeg bedre end den anden? Eller var jeg ringere end den anden? Forstået således at den anden var dygtigere end mig.
Hold da op hvor har jeg tabt rigtig mange gange i forhold til den anden. Og i virkeligheden tabte jeg jo til mig selv, underkendte og nedgjorde min egen indsats.
Nu har jeg vundet – over mig selv! Jeg er kommet dertil, hvor jeg er tilfreds – med mig selv.
Jeg er der, hvor jeg er lige nu, og det er jeg tilfreds med. I morgen er jeg dygtigere end i dag, ikke dygtigere end andre, men dygtigere i forhold til min egen erfaring og indsigt i dag.
Jeg er hver dag den bedste udgave af mig selv. Jeg er tilfreds! Og ved du hvad….det giver en fantastisk ro. Vurderingen af mig selv er slut, og dermed har jeg sluttet fred med min præstationsangst, mit manglende selvværd og har fundet ind til det jeg holder rigtig meget af i mig selv – det værdifulde jeg har at byde ind med som menneske.
“Hvordan er du kommet dertil, Hanne?” siger du, og måske siger du også: ” Det kan jeg også godt tænke mig! Hvordan har du dog båret dig ad med det?”
Ved at lytte til hvad andre mennesker siger til mig om samværet med mig! At finde troen på at det de siger er rigtigt, føle det rigtige – ved kærligt, nysgerrigt og undrende at tage imod velmenende og ærlige tilbagemeldinger. For derved at lære at mærke mig selv i samværet, være til stede i mig selv i nærværet, mærke min egen kraft og egne styrker i nærværet.
På den måde har jeg fundet tilliden til at kunne få skrevet den bog, der har ligget i mig på sinde i flere år.
Det har været en fantastisk proces – en indre opdagelsesrejse som har været ubeskrivelig. Og resultatet er, at jeg er SÅ tlfreds med bogen. Den udtrykker mit nuværende udviklingsniveau – he…he…som jeg kalder det – der hvor jeg er nu!
Den er et resultat af at arbejde med styrkerne MODIG – jeg fortæller meget åbenhjertigt fra min tid som mor, som medarbejder i en børnehave og ikke mindst fra min elskede praksis i P-Huset .
Den fortæller om styrken VEDHOLDENDE – fordi det er lykkedes mig at blive ved, til trods for at skriveprocessen også har været overvældende. Den har åbnet op for gamle erindringer, hvor jeg har haft brug for at se styrken TILGIVELSE i øjnene både i forhold til andre, men så sandelig også i forhold til mig selv.
Det har været en befrielse, fordi jeg gennem skriveprocessen har befriet mig selv – jeg kan pludselig på skrift se alt det gode jeg har været med til, alle de steder hvor jeg har påtaget mig ansvaret og befriet enten mit eget barn eller andres børn. Jeg kan også gennem skriveprocessen forstå, hvorfor jeg ikke slog til, eller at jeg kæmpede med min indre Fejlfinder, som har været min trofaste følgesvend gennem mange mange år, og dermed tilgive mig elv og slutte fred med fortiden. Jeg vidste ikke bedre, og kunne derfor ikke gøre det bedre – på det tidspunkt
Det har stor betydning at arbejde med afsæt i den anerkendende tilgang, som for mig er blevet en livsfilosofi. Anerkendelsens tilgang gør noget ved mennesker og den har så sandelig også gjort noget ved mig – sagde hunden.
Ressourcedetektiven er blevet så stor en del af mit indre liv, har gjort livet meget mere levende og pragtfuldt, og dermed er tilfredsheden også rykket ind – underlagt en stille glæde, baseret på en dybtfølt kærlighed til livet og alt det levende. I dag kan jeg sige højt: JEG ELSKER LIVET og mene det!
Min bog åbner op og giver DIG mulighed for at tage på en personlig udviklende anerkendende rejse ind i dig selv, gå på opdagelse i dit samspil med børn eller voksne – også kaldet mennesker. Det er så pragtfuld en lærende rejse. Du får mulighed for at finde de gode historier i dit samvær med barnet, der hvor drømmen om at være den bedste udgave som mor, far, eller professionel voksen omkring et barn eller andres børn lever og gør mulig at få til at gå i opfyldelse.
Jeg har gjort det så godt, jeg kunnet med bogen, og derfor er jeg tilfreds. Fritaget for præstationsangst, fri for Fejlfinderen – jeg har turdet se mig selv i øjnene!
Bogen handler kort sagt om det at være menneske på godt og ondt!
Når jeg kan – så kan du også!