Har du tænkt på, hvilken betydning det har for et barn, når du som mor eller far er bekymret for den proces et barn skal igennem, når der er tale om noget nyt?
Sofia på 12 år kommer til samtale med sin mor. Mor har kontaktet mig, fordi hun er bekymret for Sofia. Mor fortæller, at Sofia har angst og er usikker, og at familien står foran en skilsmisse. Det er Sofia informeret om.
Jeg spørger Sofia, da hun og mor er ankommet, om hun selv vil fortælle om årsagen til besøget hos mig, eller om det er mor, der skal fortælle. Med det samme kigger Sofia på mor, og så ved jeg godt, at det er mors bekymring, der ligger til grund for samtalen. Meget kan udtrykkes uden ord.
Mor fortæller en lidt længere historie, som klart afspejler en stor bekymring, men som også afspejler en dyb kærlighed til barnet. Det er tydeligt, at mor og barn er tætte, de er vant til at tale om store emner.
Jeg hører godt hvad mor siger, for mig er det vigtigt, at det er Sofia selv, der kommer på banen. Det er Sofias oplevelse af ting, der skal arbejdes med – ikke mors.
Når styrkekortene lægges
Vi starter med at kigge på styrkekortene. Jeg får altid et barn til selv at lægge kortene ud på bordet, fordi jeg har afkodet gennem årene, at måden barnet lægger kortene ud på, fortæller noget om barnet. Nogle lægger kortene i flere rækker med lige stor afstand mellem kortene, og hvor det er tydeligt, at barnet giver sig tid til at være i en omhyggelig proces med kortene. Det fortæller mig, at det har brug for ro og tid til at reflektere, og det betyder, at jeg skal give barnet tid og ro til at svare på de spørgsmål, jeg stiller.
Andre igen breder kortene tilfældigt ud på bordet, uden at der er system i det, kortene ligger bare. Det fortæller mig, at barnet nok er i stand til at arbejde i kaos og kan overskue det for andre uoverskuelige.
Sofia lægger stille og roligt hver eneste kort på bordet, og der er ingen tvivl om, at hun iagttager, mens hun har hver eneste kort i hånden.
Jeg spørger hende nu, hvilke styrker og dermed hvilke kort hun bedst kan identificere sig med? Efter lidt tid finder Sofia to styrker – Samarbejde samt Troværdig & Ærlig.
Jeg spørger hende, hvad hun kan sige om kortene i forhold til sig selv.
Hun svarer: ”Jeg er god til at samarbejde med en anden, og kan bedst lide at lave noget f.eks. i skolen med en anden. Og så har jeg det bedst med at sige det til vedkommende, hvis vedkommende har tabt noget!”
Husk at spørge
”Må jeg kommentere på dine kort, Sofia?”
Jeg spørger altid!
”Ja! Det må du gerne” svarer Sofia og ser mig i øjnene.
Jeg fortæller hende nu, hvad jeg ”ser” i forbindelse med hende og styrkerne, at hun er rigtig god til at samarbejde, at hun bidrager meget i et gruppearbejde, og at hun har det bedst med at arbejde i små grupper, det kan hun bedst overskue.
”Er det sådan, du selv oplever det, Sofia?”
”Ja!” svarer Sofia.
”Må jeg give dig nogle kort?” spørger jeg.
”Ja!” svarere Sofia igen med øjenkontakt. Tilliden er der.
Jeg starter med at give hende styrken Modig. ”Den giver jeg dig, fordi jeg ved, at det kræver mod at komme og snakke med sådan én som mig, og især fordi du ikke kender mig!”
Sofia nikker.
”Så kan jeg se på dig, at du er Nysgerrig. Da jeg tog kortene frem, viste du med det samme, at du var interesseret i kortene!”
Sofia nikker igen.
”Så har du styrken Humor & Legesyge. Jeg kan se på dine øjne, at du synes, det er sjovt at arbejde med kortene, at så kan jeg se, at du bruger styrken rigtig meget sammen med dine kammerater!”
Øjenkontakt viser tillid
Sofia smiler og nikker igen med øjenkontakt. Øjenkontakten fortæller mig, at der er fuld tillid.
Jeg spørger nu, om mor må give hende nogle kort?
”Ja!” det må mor gerne.
Mor tager nu styrken Menneskelig Indsigt. Hun siger: ”Du er rigtig god til at fornemme hvordan andre mennesker har det. Og så bliver jeg bekymret over, at du bruger den for meget!”
”STOP Mor!” siger jeg med øjenkontakt til mor. ”Der skal vi ikke hen!”
”Nåh nej” siger mor lidt forskrækket.
Jeg fortæller nu mor og Sofia, at grunden til, at vi ikke skal ”der hen”, er, fordi det er mors bekymring, og at den intet har med Sofia at gøre.
Sofia har sin proces i forbindelse med skilsmissen, og mor har sin.
Både mor og Sofia nikker.
Mor siger så pludselig, at Sofia her den anden dag i forbindelse med snakken om skilsmisse havde sagt: ”Det er måske slet ikke så slemt, som du tror, mor!”
Barnet ved ikke de skal være bange
Forældres udtrykte bekymring fortæller et barn, at det skal være bange for noget, barnet slet ikke ved, det skal være bange for. Lad barnet gøre sig sine egne erfaringer, og så skal vi huske på, at vi er født ind i livet lige netop med styrker, der skal til for at håndtere livet.
I forhold til mors og fars skilsmisse, så gav Sofia udtryk for, at det jo var noget nyt for hende, og at hun ikke havde prøvet det før. Jeg spurgte nu Sofia, om der var nogle ting, hun kunne huske tilbage i tiden, som havde været en udfordring for hende.
”JA! Da jeg skiftede skole.”
”Hvilken zone var du da i”?
Sofia pegede på stedet mellem gul og rød zone. ”Jeg var i orange zone!”
”Hvilken zone er du i nu i forhold til skolen?”
”Grøn zone!” svarede hun med et smil.
”Hvilke styrker har du udviklet efter skoleskiftet?”
”Samarbejde” svarede Sofia uden tøven.
Jeg forklarede Sofia, at sådan vil det også være for hende i forbindelse med mors og fars skilsmisse. Der vil være en masse nye ting, hun skal lære, og at hun så skal huske på, at når hun har været i det et stykke tid, så falder tingene til ro.
Mens jeg forklarede det til Sofia, havde jeg også øjenkontakt med mor undervejs. Mor havde forstået budskabet – stop med at være så bekymret, det har en ikke tiltænkt og uhensigtsmæssig konsekvens.
Har du tænkt på, hvilken betydning det har for et barn, når du som mor eller far er bekymret for den proces et barn skal igennem, når der er tale om noget nyt?
Sofia på 12 år kommer til samtale med sin mor. Mor har kontaktet mig, fordi hun er bekymret for Sofia. Mor fortæller, at Sofia har angst og er usikker, og at familien står foran en skilsmisse. Det er Sofia informeret om.
Jeg spørger Sofia, da hun og mor er ankommet, om hun selv vil fortælle om årsagen til besøget hos mig, eller om det er mor, der skal fortælle. Med det samme kigger Sofia på mor, og så ved jeg godt, at det er mors bekymring, der ligger til grund for samtalen. Meget kan udtrykkes uden ord.
Mor fortæller en lidt længere historie, som klart afspejler en stor bekymring, men som også afspejler en dyb kærlighed til barnet. Det er tydeligt, at mor og barn er tætte, de er vant til at tale om store emner.
Jeg hører godt hvad mor siger, for mig er det vigtigt, at det er Sofia selv, der kommer på banen. Det er Sofias oplevelse af ting, der skal arbejdes med – ikke mors.
Når styrkekortene lægges
Vi starter med at kigge på styrkekortene. Jeg får altid et barn til selv at lægge kortene ud på bordet, fordi jeg har afkodet gennem årene, at måden barnet lægger kortene ud på, fortæller noget om barnet. Nogle lægger kortene i flere rækker med lige stor afstand mellem kortene, og hvor det er tydeligt, at barnet giver sig tid til at være i en omhyggelig proces med kortene. Det fortæller mig, at det har brug for ro og tid til at reflektere, og det betyder, at jeg skal give barnet tid og ro til at svare på de spørgsmål, jeg stiller.
Andre igen breder kortene tilfældigt ud på bordet, uden at der er system i det, kortene ligger bare. Det fortæller mig, at barnet nok er i stand til at arbejde i kaos og kan overskue det for andre uoverskuelige.
Sofia lægger stille og roligt hver eneste kort på bordet, og der er ingen tvivl om, at hun iagttager, mens hun har hver eneste kort i hånden.
Jeg spørger hende nu, hvilke styrker og dermed hvilke kort hun bedst kan identificere sig med? Efter lidt tid finder Sofia to styrker – Samarbejde samt Troværdig & Ærlig.
Jeg spørger hende, hvad hun kan sige om kortene i forhold til sig selv.
Hun svarer: ”Jeg er god til at samarbejde med en anden, og kan bedst lide at lave noget f.eks. i skolen med en anden. Og så har jeg det bedst med at sige det til vedkommende, hvis vedkommende har tabt noget!”
Husk at spørge
”Må jeg kommentere på dine kort, Sofia?”
Jeg spørger altid!
”Ja! Det må du gerne” svarer Sofia og ser mig i øjnene.
Jeg fortæller hende nu, hvad jeg ”ser” i forbindelse med hende og styrkerne, at hun er rigtig god til at samarbejde, at hun bidrager meget i et gruppearbejde, og at hun har det bedst med at arbejde i små grupper, det kan hun bedst overskue.
”Er det sådan, du selv oplever det, Sofia?”
”Ja!” svarer Sofia.
”Må jeg give dig nogle kort?” spørger jeg.
”Ja!” svarere Sofia igen med øjenkontakt. Tilliden er der.
Jeg starter med at give hende styrken Modig. ”Den giver jeg dig, fordi jeg ved, at det kræver mod at komme og snakke med sådan én som mig, og især fordi du ikke kender mig!”
Sofia nikker.
”Så kan jeg se på dig, at du er Nysgerrig. Da jeg tog kortene frem, viste du med det samme, at du var interesseret i kortene!”
Sofia nikker igen.
”Så har du styrken Humor & Legesyge. Jeg kan se på dine øjne, at du synes, det er sjovt at arbejde med kortene, at så kan jeg se, at du bruger styrken rigtig meget sammen med dine kammerater!”
Øjenkontakt viser tillid
Sofia smiler og nikker igen med øjenkontakt. Øjenkontakten fortæller mig, at der er fuld tillid.
Jeg spørger nu, om mor må give hende nogle kort?
”Ja!” det må mor gerne.
Mor tager nu styrken Menneskelig Indsigt. Hun siger: ”Du er rigtig god til at fornemme hvordan andre mennesker har det. Og så bliver jeg bekymret over, at du bruger den for meget!”
”STOP Mor!” siger jeg med øjenkontakt til mor. ”Der skal vi ikke hen!”
”Nåh nej” siger mor lidt forskrækket.
Jeg fortæller nu mor og Sofia, at grunden til, at vi ikke skal ”der hen”, er, fordi det er mors bekymring, og at den intet har med Sofia at gøre.
Sofia har sin proces i forbindelse med skilsmissen, og mor har sin.
Både mor og Sofia nikker.
Mor siger så pludselig, at Sofia her den anden dag i forbindelse med snakken om skilsmisse havde sagt: ”Det er måske slet ikke så slemt, som du tror, mor!”
Barnet ved ikke de skal være bange
Forældres udtrykte bekymring fortæller et barn, at det skal være bange for noget, barnet slet ikke ved, det skal være bange for. Lad barnet gøre sig sine egne erfaringer, og så skal vi huske på, at vi er født ind i livet lige netop med styrker, der skal til for at håndtere livet.
I forhold til mors og fars skilsmisse, så gav Sofia udtryk for, at det jo var noget nyt for hende, og at hun ikke havde prøvet det før. Jeg spurgte nu Sofia, om der var nogle ting, hun kunne huske tilbage i tiden, som havde været en udfordring for hende.
”JA! Da jeg skiftede skole.”
”Hvilken zone var du da i”?
Sofia pegede på stedet mellem gul og rød zone. ”Jeg var i orange zone!”
”Hvilken zone er du i nu i forhold til skolen?”
”Grøn zone!” svarede hun med et smil.
”Hvilke styrker har du udviklet efter skoleskiftet?”
”Samarbejde” svarede Sofia uden tøven.
Jeg forklarede Sofia, at sådan vil det også være for hende i forbindelse med mors og fars skilsmisse. Der vil være en masse nye ting, hun skal lære, og at hun så skal huske på, at når hun har været i det et stykke tid, så falder tingene til ro.
Mens jeg forklarede det til Sofia, havde jeg også øjenkontakt med mor undervejs. Mor havde forstået budskabet – stop med at være så bekymret, det har en ikke tiltænkt og uhensigtsmæssig konsekvens.
Ressourcedetektivens TIPS:
- Når du mærker en bekymring så stop op og spørg dig selv, hvem bekymringen tilhører
- Spørg også dig selv hvad det er, du er så bekymret over
- Spørg barnet hvordan det har det med udfordringen
- Spørg også barnet hvad det har brug for
- Når udfordringen er gennemlevet så spørg barnet, hvad det har lært – respekter barnets svar
