”Destruktiv adfærd og løgn”
(Artikel skrevet af Mette Egede, november 2018).
Om hvordan vi kan bruge den anerkendende tilgang, vores styrker og at gå de tre zoner.
“Destruktiv adfærd og løgn” – sådan lød overskriften på den mail der tikkede ind fra skolen vedr. min søn. Nu er nok nok, tænkte jeg og rigtig mange andre knap så pæne tanker. Men det er ikke hvad denne artikel skal handle om. Den handler om hvad jeg gjorde i stedet for.
Jeg blev nysgerrig på, hvad der var årsag til at min søn blev beskyldt for at være destruktiv og en løgner.
Jeg var lige kommet tilbage fra Ressourcedetektivens uddannelse modul 3, hvor vi bl.a. havde arbejdet med at gå de tre zoner – rent fysisk at stå på hver sin zone og mærke efter, hvilke følelser det fører med sig.
I mailen stod der således
”I FF arbejdede eleverne med deres opgaver og da jeg på et tidspunkt kom ind i klassen, efter at have hjulpet nogen i klyngen, så jeg en ødelagt computermus på gulvet. Jeg spurgte hvem der havde ødelagt den og (min søn) og to andre meldte sig hurtigt. Jeg tog dem med ind i et andet lokale og snakkede med dem. Her var (min søns) forklaring, at han havde haft den med hjemmefra, fordi den alligevel skulle smides ud. Da jeg så spurgte hvorfor han havde taget den med, når den skulle smides ud, så sagde han, at nogle andre i klassen måske kunne bruge den, hvilket jo ikke hang sammen med, at den skulle smides ud. Jeg spurgte om han fortale sandheden, hvortil han kiggede mig lige ind i øjnene og sagde ja. De to andre bakkede op om hans historie indtil jeg spurgte om jeg ville få det samme at vide, hvis jeg ringede hjem og spurgte om han havde fået lov til at tage musen med i skole. Her svarede han så nej. Jeg spurgte, om han havde siddet og løjet for mig, hvilket han, og de to andre, så måtte svare ja til.Den omtalte og totalsmadrede mus var ikke medbragt hjemmefra, men derimod skolens ejendom. I kroner og ører er den ikke dyr, men der kommer principielt en regning hjem til jer, så der kan blive kompenseret for den. Vi snakkede efterfølgende om at man skal have respekt for andres ejendom og at man ikke bare skal gøre hvad man vil, fordi man lige synes at det er sjovt. Det er én del af sagen, men den største er for mig, at han kigger mig lige i øjnene og lyver – selv når jeg spørger ham direkte og giver ham mulighed for at ændre sin historie. Jeg har sagt til ham og de to andre, at det klart et tillidsbrud og at jeg gerne vil kunne regne med mine elever, ligesom jeg mener, at de kan regne med mig. Jeg er ikke i tvivl om at (min søn) forstod alvoren af vores samtale, men jeg vil gerne at I også tager en snak med ham derhjemme.”
Den lille sommerfugl der kigger ind ad nøglehullet
Der er selvfølgelig rigtig mange facetter i denne mail, men jeg ønsker stadig, at tage jer med på den nysgerrige vej. Det er ikke første gang min søn har omgået sandheden med kreativitet.
Det som virker for mig, er når jeg forestiller mig, at jeg er den lille sommerfugl som kigger ind ad nøglehullet. Der kan jeg åbent og fordomsfrit kigge ind og lade alle ”mor-følelser”, skæld ud og andet som ikke er brugbart i den situation, ligge.
Så jeg siger til min søn at jeg har læst et brev fra én af hans lærere og siger også, at nu er jeg den lille sommerfugl som kigger ind ad nøglehullet. Min søn kender godt styrkekortene, så han nikker og siger ok. Jeg får spurgt ind til episoden og han ved ikke, hvorfor han har løjet. Jeg kan se på min søn at det faktisk også er svært at snakke om og bare være i samtalen med mig. Jeg spørger ham derfor om han har lyst til at prøve noget sammen med mig. Om han har lyst til at gå på de tre zoner. Og min søn kender også de tre zoner. Vi har kigget på plakaten flere gange og snakket om hver enkelt zone. Det vil han gerne.
Vi går de tre zoner
Jeg beder min søn om at stille sig på det røde stykke papir med det samme. Jeg forsikrer ham om at det er ok og at jeg er lige ved siden af ham.
Der er tydeligt at se på min søns kropssprog, at det er rigtig ubehageligt at stå der i rød zone. Han krymper helt sammen og tårerne er der også. Vi er i det ubehagelige sammen, og jeg får ham til at fortælle, hvordan det er for ham at være der i rød zone. Det er ikke nemt for ham. Jeg siger, at det er helt ok og at nu prøver du bare lige at stå der og jeg er lige ved siden af. Imens at han står der og mærker, går det pludselig op for mig, hvor meget han lukker ned, når han står i rød zone. Han er lige nu helt derhenne i hjernens Amygdala, hvor det hedder Flee – Freeze – Fight.
Der, hvor al logisk og rationel tænkning forsvinder og din Amygdala tager over. Min søn er flygtet fra det svære.
Pludselig kan jeg meget bedre forstå, hvorfor at alt det der er beskrevet i mailen, er foregået.
Jeg beder min søn at træde over på det gule stykke papir. Jeg kan se der sker en forandring på kroppen. Min søn står helt anderledes og vi får en længere snak her. Jeg siger: ”Du ved godt at det er bedst at fortælle det som er sandt. Hvis du nu havde fortalt sandheden fra starten, hvad tror du så der var sket? Jeg bliver ved med at sige at det er helt ok og at jeg er her sammen med dig.
Da min søn træder over i den grønne zone til sidst, fortæller jeg ham, at jeg synes han er en fantastisk ven. Han er god til at samarbejde og bruge sin kreative sider.
Der er kommet en helt anden energi over min søn. Han bærer ikke længere rundt på etiketterne af at være en løgner, at være forkert, at være én som man ikke kan stole på.
Og det er det vi skal: Vi skal lære gennem hele livet. Vi skal gøre os erfaringer som vi skal lære af. Og nogle gange skal vi hjælpe andre med at lære. Nogle gange skal vi være ved siden af et andet menneske i kortere eller længere tid, indtil at vedkommende er klar til at gøre det selv.
Mette – Ressourcedetektiv
Freelancekonsulent hos Ressourcedetektiven.
