”Vor dybeste frygt er ikke, at vi er utilstrækkelige.
Vor dybeste frygt er, at vi er grænseløst kraftfulde.
Det er vort lys, ikke vort mørke, der skræmmer os mest.
Vi spørger os selv, er jeg virkelig strålende begavet,
vidunderlig, talentfuld og eventyrlig?
Er det i virkeligheden ikke det du er?
Du er Guds barn.
At gøre dig lille tjener ikke verden.
Der er intet oplyst i at gøre dig mindre,
så andre mennesker omkring dig ikke vil føle sig usikre.
Vi er født til at manifestere det guddommelige i os.
Det er i os alle!
Når vi lader vort eget lys skinne,
giver vi ubevidst andre mennesker lov til at gøre det samme.
Når vi frigør os fra vore egne begrænsninger,
befrier vores tilstedeværelse automatisk andre.”
Marianne Williamson
Vi er født ind i livet med mindst 24 styrker, ifølge Martin Seligmann, hvor de stærkeste og primære – topstyrkerne – afspejler sig i vores personlighed, vores måde at være menneske på, og vores evne til at løse udfordringer. Man kan sige, at det er topstyrkerne, der går forrest, og som bærer os.
De afspejler sig i vores adfærd, og de kommer til udtryk gennem vores måde at kommunikere på. Man kan sige, de kommer til udtryk gennem vores væren og gøren.
Styrkerne er en fantastisk indre skaberkraft, som er kontakten til den ressourcefulde kraft, vi kommer fra – det vi ER.
Styrkerne har intet med intelligens at gøre.
Balancerede styrker skaber trivsel og robusthed samt udvikler selvværd. I styrkerne ligger potentialet til udvikling og vækst, kort sagt det der får os til at blomstre og mestre livet. De giver os følelsen af at være kompetente, de giver os overskud og energi, samt giver os følelsen af at være kraftfulde også i de svære
situationer.
Styrkerne hjælper os til at åbne livet op, jo mere de får lov til at komme i spil, bruges og stimuleres jo mere konstruktivt brugbare bliver de.
De har dog også den modsatte effekt, idet styrker som er ubalancerede skaber problemer, hvis de enten er for stærke eller for svage.
Der er stor forskel på, hvordan styrkerne påvirker det enkelte menneske, og hvordan de omsættes på handleplan. Det, vi skal forstå er, at styrkerne hjælper os til at omsætte det unikke, vi hver især indeholder som mennesker, og hjælper os til at skabe og gennemleve det liv, vi er ment til at være her for.
Styrkerne er vores skaberkraft, som vi bruger til at bidrage med i forhold til os selv og relationen til andre mennesker. Jo større bevidsthed om styrkerne, jo mere vi bruger dem konstruktivt og kombinerer dem med den anerkendende tilgang, jo mere har vi at bidrage med til en fredfyldt verden og universet.
Alle styrkerne er værdifulde, vi indeholder dem alle i mere eller mindre grad, og det er ofte, når vi har været gennem udfordrende oplevelser, situationer eller perioder i vores liv, at vi bliver bevidste om, at vi har dem.
Jo mere bevidste vi bliver om, at vi har dem, jo bedre bliver vi til at bruge dem fremadrettet, få dem reaktiveret eller justeret, når der er behov.
Det at blive bevidst om styrkerne gør noget ved både børn og voksne. Det er ikke nok at kende ordet på styrken, man skal også kunne føle den og mærke effekten af den. Indsigten samt det at føle styrkerne giver et løft, det giver energi, og den indre kraft, og selvværdet stimuleres endnu mere. Vi tør være autentiske og stå ved os selv, som den vi er, og som vi er ment til at være.
Jo mere vi bevidst bruger at sætte ord på styrkerne overfor børn, jo mere hjælper vi dem til at styrke deres følelse af selvværd. Ved at bruge ordene på styrkerne fortæller vi børnene, at vi har set og hørt og forstået intentionen bag. Fokus flyttes væk fra præstationen som sådan og flyttes mere over på det, der ligger bag. Vi ser, hvordan børnene øver sig, hvordan de prøver og prøver, og vi ser, hvordan de finder lige netop det, der skal til for at løse en opgave gennem styrkerne.
Styrkerne er utrolig værdifulde, fordi det er gennem dem, vi udvikler kreativ tænkning, nye løsninger, vedholdenhed osv. for at gennemleve frustrationen og nå målet.
Det at kunne sætte ord på styrkerne giver os et sprog, der beskriver intentionen bag en uhensigtsmæssig adfærd.
Ordene eller begreberne for styrkerne er Modig, Humor & Legesyge, Kreativ, Retfærdig & Ligeværdig, Leder, Selvbeherskelse, Samarbejde, Menneskelig Indsigt, Tilgivelse, Gavmild, Tolerance & Åbenhed, Nysgerrig, Nærvær, Optimisme & Håb, Modig, Omtanke, Beskeden, Spiritualitet, Visdom, Begejstring, Vedholdende, Troværdig & Ærlig, Videbegær, Påskønnelse, og Taknemmelig. HUSK Du finder en uddybende tekst på hver af styrkerne bagest i bogen.
Et positivt sprog udvikler selvværd og selvtillid, og derfor har vores valg af ord stor betydning for et barns udvikling. Jo mere positiv vi er i vores beskrivelse af et barns intentioner, det der ligger bagved, jo mere hjælper vi barnet til at se sig selv i et konstruktivt lys. Vi hjælper barnet med at få positive oplevelser ud af modet til at handle.
Med den styrkebaserede tilgang bruger vi pludselig nogle andre ord, og som har stor værdi.
Hver gang vi udtaler os om et barns adfærd, sætter vi et aftryk, som barnet skal spejle sig i. Negativt ladede ord giver barnet en negativ selvopfattelse, positivt ladede ord herunder de styrkebaserede ord giver barnet en positiv selvopfattelse. Derudover hjælper de til, at barnet får identificeret de iboende styrker, og de bliver stimuleret, og hjælper barnet til at løse de udfordringer, livet giver. Selvopfattelsen kommer til udryk gennem adfærd og kommunikation påvirket af styrkerne og den indre kraft.
Ordene er kraft og energi, og nogen gange kan vi sige, de er magi. De hjælper barnet til at være handlekraftig og skabende i de situationer, hvor der er brug for det.
På lang sigt skaber det robusthed, indre fred, harmoni, livsglæde og tilliden til livet.
Ressourcedetektivens TIPS
- Sæt ord på det indre barnet oplever – ”Jeg ser din glæde og jeg ser dit mod”
- Lær styrkerne og begreberne godt at kende – øv dig i at bruge begreberne på styrkerne sammen med barnet
- Sig styrkerne højt – det hjælper barnet til at føle sig set, hørt og forstået
- Se et barns adfærd der betegnes som stædig – som styrken Vedholdende
- Se et barn adfærd, der betegnes som en Prins Pilfinger – som styrken Nysgerrig og Videbegærlig
- Se et barn der står forrest i køen og hver gang har fingeren først i vejret, der betegnes som selvoptaget – er Begejstret
- Se at et barn der betegnes som genert – er med styrken Beskeden og Omtanke
- Osv.
TÆNKEBOKSEN
- Hvordan kan du næste gang reagere på barnets adfærd eller kommunikation?
- Hvilke TOPstyrker har du selv som forælder eller som voksen?
- Hvordan møder du barnet med dem?
- Hvilke styrker kan du omformulere til gavn for barnet?
Fra bogen “Når børn blomstrer – om at mestre livet” af Hanne Aalling Risager – bogen kan købes i vores webshop – her finder du også en udgave som e-bog.