Forleden dag var jeg i en institution for at lave supervision. Jeg gjorde det, som jeg så ofte gør, når jeg er ude, at jeg lige giver mig god tid. Det kunne jo være, at jeg kunne få en snak med et barn. Jeg har ikke længere en daglig praksis og dermed omgang med børn, men behovet for og lysten til at prøve mine anerkendende filosofier af, som jeg formidler, er der altid. Virker de stadig 🙂
Da jeg forlader institutionen og går hen over legepladsen, oplever jeg, at to drenge har en konflikt over et eller andet. Den ene dreng cykler vredt væk fra den anden dreng, en lille fyr, og jeg prøver sådan lige og vurdere, om og hvordan jeg skal involvere mig. Det giver helt sig selv, fordi den lille fyr græder hjerteskærende. Jeg snakker til ham, og han kommer hen til mig.
Spørg ind og sæt ord på
Jeg spørger ham først, om han blev lidt bange. “Ja” svarer han. Dernæst spørger jeg ham, om han blev ked af det. “Ja” siger han grædende. Så spørger jeg ham, om han har ondt. “Ja” siger han fortsat grædende, og jeg spørger så, hvor han har ondt. “Her” siger han, og peger på et sted ved hårgrænsen på hovedet. Jeg siger så, “det er ikke så rart, skal jeg puste på det”? “Ja” siger den lille fyr så, og da jeg puster, holder gråden øjeblikkelig op. Han vender sig om og går hen for at lege igen.
Den her lille historie er et eksempel på gennem nærvær at se, høre og forstå, og udelukkende koncentrere mig om at trøste og dermed hjælpe den lille fyr igennem sin ”krise”. Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for en evt. konflikt, og det har jeg ikke mulighed for at finde ud af. Min erfaring er, at børnene oftest selv klarer konflikterne indbyrdes, og at vi som voksne med vores store armbevægelser prøver at fordele en form for skyld, og dermed er med til at en konflikt udvikler sig. Min erfaring er at børn ofte står uforstående overfor den voksnes indgreb i konflikten, og ind imellem oplever det som et overgreb. Det er ikke hvad der foregik mellem de to kombattanter, vi først skal koncentrere os om. Det er virkningerne af konflikten i form af angst eller smerte, der fylder. Og det er dem, vi primært skal koncentrere os om.
Følelser er som et waterpas
Som ressourcedetektiv ser og oplever jeg, at børn er utrolig kompetente, når vi hjælper dem med at skabe indre ro. Når vi mennesker bliver udfordret følelsesmæssigt, det være sig når vi bliver angste, frustrerede, vrede, kede af det, overglade osv. så svarer det til et waterpas, der er kommet for meget ud af water. Vi skal have wateret bragt i water igen, så giver det følelsesmæssig ro. For den lille fyrs vedkommende gjorde jeg det enkle, at jeg spurgte ind: ”blev du bange”, ”blev du ked af det” og ”gjorde det ondt”. Reelt set ved jeg jo ikke, hvad det gjorde ved ham, men jeg forsøgte at sætte mig i hans sted, og så spurgte jeg ind ud fra det, samtidig med at jeg lyttede til svarene, kiggede på hans kropssprog og mimik. Ramte jeg plet? På den måde hjalp jeg ham til at sætte ord på, og samtidig sige ”det er ok” – jeg har set, hørt og forstået dig. Og ikke mere 🙂
Ha´ tillid til børn
At arbejde som ressourcedetektiv handler om at mindske omfanget af konflikter, at have tillid til at børnene i langt de fleste tilfælde selv er i stand til at håndtere konflikter, når vi som voksne hjælper dem et stykke af vejen, nemlig ved at rumme og agere på konfliktens konsekvenser. Resten af vejen skal vi have tillid til at de kan gå selv.
Det lyder enkelt og det er det når man først har fået det under huden. Men det kan faktisk tage lidt tid . De fleste af os er ikke opdraget i den styrkende og anerkendende kommunikation.
Jeg synes Hanne peger på det essentielle i konflikthåndtering, at vi viser forståelse , empati og anerkender barnets følelser. Det kræver vi kan sætte os i den andens sted Og det gør vi ikke ved at sige “det forstår jeg godt” men ved at hjælpe barnet til at få sat ord på følelsen.
Kære Mette
TAK for din kommentar og din berigelse af indlægget. Jeg kan kun sige følgende: “Jeg er så enig” – det tager nemlig tid at arbejds sig ind i den anerkendende tankegang – men jo mere man prøver jo mere lykkes det – og så bliver det faktisk nemt.
TAK, Mette 🙂 🙂
Kære Hanne
Tak for en dejlig, enkel og meget vis måde at beskrive det, der skal til for at en konflikt opløser sig:-) Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor ens vi oplever det med anerkendelse og kommunikation og måden at møde mennesker på, selv om vi har 2 forskellige tilgange. Essensen i det, du beskriver i denne case er nøjagtig den samme som i “konflikthåndtering med IVK” (IkkeVoldelig Kommunikation/Empatisk Kommunikation/Girafsprog) – nemlig at når vi møder mennesker – børn som voksne – med empati og sætter ord på deres følelser og behov, så opløser konflikter sig ofte helt af sig selv – fordi brændstoffet i en konflikt næsten altid mere er den følelses- og behovsmæssige del end det er de konkrete hændelser. Og så er vi jo tilbage ved et af grundprincipperne i den anerkendende tilgang: når vi mennesker bliver mødt og set som dem vi er med alt det der er på spil i os af følelser og behov, så får vi sådan en lyst til at samarbejde og give mere af os selv til verden:-)
Tak Hanne – for endnu et inspirerende indspark:-)
Kære Jane
TAK fordi du supplerer og uddyber min lille oplevelse.
Dit supplement inspirerer mig til et andet lille skriv, og det er jo så herligt, fordi det er jo det der er meningen med en blog 🙂
Jane….du beriger 🙂
Det er en fantastisk inspirerende måde du (også) skriver på!!
Jeg synes jo stadig at det kunne være rigtig fint med en slags uddannelse i ‘Ressourcedetektiv’ – ikke kun rettet mod arbejde med børn, men tilgangen til (sig selv ….og) andre mennesker, hvad enten det er gamle, unge eller børn vi taler om:-)
Hædrende omtale – igen, igen, igen til dig og alle dine inspirerende egenskaber og talenter:-)
Krammowitch fra
Susanne
Hej Susanne.
1000 TAK for roserne 😉
Jeg arbejder på det du har inspireret mig til, pg det skydes i gang i 2011.
Også Krammowitch til dig.
Hanne 🙂
Jeg har lovet Hanne, at komme med en lille historie, omkring anderkendelse i forbindelse med en konflikt…..
Jeg arbejder i en Naturbørnehave, og to drenge har netop fundet ud af, at det er rigtig sjovt, at køre med de store plastic biler ned af vores rutschebane. Da jeg kommer derom efter en tur rundt om huset, kan jeg se, at de begge vil have den samme bil, og den ene dreng græder voldsomt…Jeg spørger: “Hvorfor græder du? Drengen siger: Han tog min bil……det er rigtig svært for mig at vide hvad der oprindeligt er sket, så jeg siger: “Det kan jeg godt forstå, at du er rigtig ked af, men ved du hvad? Her i børnehaven har vi SÅ mange biler, skal vi ikke bare gå hen, og finde en af dem så?” Straks holder han op med at græde, og tager mig i hånden, og sammen finder vi en ny bil. Da vi kommer hen til rutschebanen igen, og den anden dreng ser hans nye bil, forsøger han nu, at få fíngrene i den bil, men drengen med den “nye” bil holder godt fast på hans, og de leger nu uden konflikt.
Så med anderkendende metoder går det godt, også i konflikter 🙂
Kære Hanne 🙂
TAK for din bekræftnde historie om den anerkendende tilgang til konflikter.
Det bliver så enkelt når bare der kommer de rigtige hjælpende ord på 😉
Mange varme hilsner
Hanne