At have to ører, to øjne og kun én mund.

For nogle år siden havde jeg en chef, som jeg drøftede, debatterede og diskuterede rigtig mange ting med. Pædagogik, politik, værdigrundlag, livet, menneskers udvikling, menneskesyn omsat på handleplan, projektledelse osv. Vi var begge to meget ivrige debattører, og vi kunne godt diskutere meget engageret og nok også til tider højlydt.

På et tidspunkt under en diskussion siger han pludselig til mig: ”Hanne. Har du tænkt over, at der er en grund til, at du har to ører, to øjne og kun én mund!”

”Øhhhh”…fik jeg svaret og tilføjet lidt fornærmet…..”du snakker da også meget!”

Hans kommentar gav nu alligevel stof til eftertanke, og jeg begyndte at iagttage dels mig selv men også andre debattører og kunne pludselig se, at det, vi som mennesker er mest optaget af i en diskussion eller samtale, er……..hvad vi selv vil sige 🙂

Fremfor at lytte er vi mest optaget af hvad vi selv vil sige.

Når jeg er ude i personalegrupper, iagttager jeg meget tit adfærden, det at være mest optaget af, hvad man selv siger, samtidig hører jeg medarbejderne sige, at deres store styrke er, at de er gode til at lytte.

Jeg beder dem så om at lave en øvelse, hvor de går sammen to og to, hvor den ene skal fortælle en god historie og den anden må lytte og efterfølgende stille
opklarende spørgsmål. Det er forbudt undervejs at afbryde. Når øvelsen er færdig, spørger jeg altid først ind til, hvordan det var at fortælle historien.
Og stort set alle fortæller, at det var utrolig dejligt, at de oplevede en refleksionsproces hvor historien pludselig fik en værdi, som de ikke før havde
oplevet.

Når jeg spørger lytterne, hvordan det var kun at måtte lytte og ikke gøre andet, så fortæller rigtig mange storgrinende, at det var utrolig svært for dem. De havde flere gange lyst til at bryde ind, overtage historien med deres egen historie osv.

At have et alternativ at sætte i stedet.

Hvis vi skal ændre adfærd, skal vi først og fremmest blive bevidste om, den adfærd vi vil ændre, og så skal vi have et alternativ at sætte i stedet. Bevidstheden består i at blive klar over konsekvensen af vores adfærd og i det her tilfælde handler det om at have mindre travlt med sig selv, og give plads til den anden. Så frem for at tale skal vi lytte…….Se det er anerkendelse 🙂

”Fastholdet åbent sind … et bevægeligt sind. Når du støder på noget, der irriterer dig, noget du vil kommentere eller som du har en stærk mening om, så tænk: Hvad er hemmeligheden mon bag dette udsagn, som jeg ikke kender og som gør dette udsagn himmelsk eller klogt?”

Peter Lang – Præst og psykoterapeut

Skrevet af Hanne Aalling Risager

Tema: anerkendende pædagogik