Anerkendelse af et barns kompetencer

Om etiketter, nærvær og et barn der giver noget af sig selv

I foråret 2007 har jeg aftalt møde i Børnehaven ”Toftegården” med ledelsesteamet, Karen og Mikkeline. Da jeg kommer ind ad døren, står der en dreng på ca. 3,5 år med store øjne. Jeg siger hej til ham, han svarer ikke, men kigger mig ind i øjnene. Jeg smiler til ham og spørger ham, hvad han hedder, ”Nikolaj” svarer han, og jeg fortæller ham, at jeg hedder Hanne.

Jeg fortæller ham, at jeg er kommet for at snakke med Karen og Mikkeline.

Jeg går ned mod kontoret, jeg har tidligere været i institutionen, så jeg ved, hvor det er. Nikolaj følger efter mig. Da jeg kommer ned på kontoret er Karen og Mikkeline ikke helt klar til mødet. De kigger på min følgesvend, og sige henkastet, ”han er en af de børn der mangler lidt…..”. Jeg nikker indforstået. Jeg har set Nikolaj, og har vurderet at han er et af de børn, der har et ekstra behov.

Lederen fortæller mig, at de ikke helt er klar til mødet, at det lige varer lidt. Jeg siger til hende, at det er ok. Jeg tager en tur rundt i børnehaven. Nikolaj har under hele samtalen kigget mig op i ansigtet, og jeg har haft øjenkontakt med ham flere gange, og har smilet til ham. Nikolaj har ikke smilet tilbage, men har fastholdt sin kontakt med mit ansigt. Jeg spørger Nikolaj, om han vil vise mig sin børnehave. Pludselig kommer der ekstra liv i Nikolajs øjne, han svarer med et nik og et stort smil og nu to glade øjne.

Jeg får nu den bedste rundvisning i en børnehave nogensinde, af en 3,5 årig, uden ord men med masser af intensitet, glæde og med masser af mimik og øjenkontakt.

Nikolaj fører an, og vi går først ned til hans stue, hvor han viser mig en plakat med billeder af alle børnene på stuen. Nikolaj har et tog med et billede af sig selv på. Han kigger mig ind i ansigtet. Jeg kommenterer, hvad jeg ser, og ikke mere. Det går op for mig, at jeg er mig meget bevidst om, at jeg ser ham ind øjnene, bruger få ord, stiller korte spørgsmål, og bare er til stede i rundvisningen. Det er Nikolaj, der er guiden.

Nikolaj viser mig ind i et puderum, der støder op til stuen. Her leger nogle andre drenge, de kigger bare lige op på både Nikolaj og mig og leger videre. Det her er Nikolajs sted, om han reelt leger der, eller om det er ønsketænkning, det ved jeg ikke, men stedet har betydning for Nikolaj. Til sidst viser Nikolaj mig ned til et rum for enden af gangen. Det er et stort rum, med nogle kasser, puder og en rutschebane. Nikolaj tager et par ture på rutchebanen, og jeg kommenterer, hvad jeg ser.

Han siger ikke et ord undervejs, men hans øjne er intense, glade og på den måde meget fortællende. Nikolaj nyder at vise mig rundt, og han nyder den relation vi to er i. Og jeg nyder at blive vist rundt på den måde, og jeg nyder relationen med Nikolaj.

Vi går efterfølgende sammen ned til Karen og Mikkeline, som nu er klar til mødet. Jeg siger til Nikolaj, at jeg nu skal snakke med Karen og Mikkeline, og at jeg gerne vil have at han går ud og leger med de andre børn. ”Så kommer jeg og siger farvel til dig inden jeg går”. Nikolaj kigger mig intenst ind øjnene, nikker og går.

Da mødet efter en times tid med Karen og Mikkeline er forbi, siger jeg farvel og går ud for at lede efter Nikolaj. Jeg har jo en aftale med ham. Jeg møder ham ude i gangen, og får øjenkontakt med ham. Både han og jeg smiler ved gensynet. I det samme kommer der en medarbejder forbi, hun hilser kort på mig og siger med foragt i stemmen: ”Ja, Nikolaj er et af de børn, der altid hænger herude og hægter sig på fremmede, der kommer ind ad døren”.

Jeg lagde mærke til, at noget af glædens lys blev slukket i Nikolajs øjne, og sikkert også i mine egne, for jeg stod pludselig med en følelse af, at vores fælles stjernestund sammen blev underkendt.

Jeg rystede følelsen af mig. Kommentaren og den efterfølgende følelse hos mig, skulle ikke få lov til at ødelægge en god oplevelse for Nikolaj og mig. For vi havde haft noget værdifuldt sammen, nemlig en fælles oplevelse af sympati, samhørighed stort set uden ord, men med en intens øjenkontakt og smil. Der havde været nærvær. Et nærvær hvor et barn havde givet noget af sig selv til en anden. Det bedste.

Jeg siger til Nikolaj, at jeg nu skal gå, og jeg siger videre ”Tak Nikolaj, fordi du viste mig din børnehave. Det er jeg rigtig glad for, at du gjorde”. Nikolaj lyste op i et smil, og øjnene nærmest glødede af glæde og intensitet.

Han vinkede til mig, da jeg gik, men uden den samme intensitet i øjnene som tidligere.

Jeg tog oplevelsen med Nikolaj med mig fra børnehaven. Den handlede om to ting: anerkendelse og underkendelse.

Anerkendelse på den måde, at jeg var blevet utrolig flot og dejligt modtaget af et barn, som med glæde viste mig sin børnehave og sine bedste steder. Jeg oplevede Nikolaj som relationskaber, ganske vist af få ord, men med øjne der levende viste vej. Han var meget kompetent i sin måde at være imødekommende på, og han var ikke påtrængende. Vi mødte hinanden, sympati skabtes, og Nikolaj inviterede mig ind i sit univers og sin verden. Han bød mig velkommen, og jeg gik med glæde indenfor.

Underkendelse på den måde at medarbejderens kommentar til mig om Nikolaj var underkendende.

Den her historie kunne være foregået i rigtig mange institutioner, og den foregår til stadighed og er foregået i mange mange år. Jeg har selv været en af de medarbejdere, der sagde det samme om de børn, der stod ude ved døren. Klar til at tage imod!

Det fik mig efterfølgende til at tænke på, hvor ofte vi i institutionsverdenen sætter etikker på, uden at tænke over, hvad etiketterne i grunden dækker over. Etikker dækker over vanehistorier, der opstår, når noget forbliver ureflekteret, når noget bare bliver en konstatering uden undren.

Jeg lærte af episoden, hvor vigtigt det er, at der bliver stillet undrende refleksive spørgsmål. I stedet for at stemple Nikolaj, ville det være relevant at stille spørgsmålet: ”Hvad er det, der gør at Nikolaj står ved døren”? ”Hvilke kompetencer er Nikolaj i besiddelse af”? ”Hvordan kan vi bruge hans kompetencer positivt og dermed få ham væk fra døren”?

Hvis vi vil afskaffe underkendelse skal vi starte med at blive bevidste om det at anerkende: at se, høre, forstå og rumme. Og det gælder også for Nikolaj´erne, selv om de er et af de børn der mangler lidt…

Skrevet af Hanne Aalling Risager

Tema: anerkendende pædagogik